Disney+, Max, Prime Video og sågar IMAX vil være at finde ved lanceringen, men Netflix leger ikke med og blokerer sågar sin iPad-app fra at køre på Apple Vision Pro.
Opdatering: YouTube og Spotify apps bliver heller ikke tilgængelige på Apple Vision Pro, skriver Bloomberg.
Netflix har ikke været fremhævet på et eneste tidspunkt i Apples kommunikation om det nye headset, og nu bekræfter streamingtjenesten til Bloomberg, at appen ikke vil være at finde ved lancering.
- "Vores medlemmer vil være i stand til at nyde Netflix i webbrowseren på Vision Pro, på samme måde som vores medlemmer kan nyde Netflix på Mac," skriver Netflix i en udtalelse.
Med andre ord har Netflix ikke bare fravalgt at udvikle en app, der kan udnytte de nye muligheder i Apple Vision Pros, men også valgt at blokere sin iPad app fra at køre på brillen. Apple Vision Pro falder tilbage på iPad-apps, når der ikke findes en visionOS-version af appen.
Det er seneste kapitel i det turbulente forhold mellem Apple og Netflix, der tidligere har fået Netflix til at deaktivere AirPlay. Omvendt er Netflix for nylig begyndt at lægge flere kræfter i sine apps til iOS og tvOS.
Browser-support uden download
Netflix kan i stedet tilgås via webbrowseren Safari på Apple Vision Pro, dog ikke i fuld kvalitet og uden mulighed for at downloade indhold til de situationer, hvor man tager brillen med på farten.
Der findes en Netflix app til Metas headset, Quest, men den er specialudviklet af Facebooks John Carmack til Samsung Gear VR og Meta Quest. Det er flere år siden, at appen sidst blev opdateret.

Hvordan en streaming-app (Apple TV) ser uden indeni Apple Vision Pro. Foto: Apple
En IMAX streaming-app?
Apple har bekræftet, at "brugere også vil kunne downloade og streame tv-serier, film, sport og mere fra apps fra top-streamingtjenester som Disney+, ESPN, NBA, MLB, PGA Tour, Max, Discovery+, Amazon Prime Video, Paramount+, Peacock, Pluto TV, Tubi, Fubo, Crunchyroll, Red Bull TV, IMAX, TikTok og 2023 App Store Award-vinderen MUBI" ved lancering.
Der er endnu ingen meldinger om danske og nordiske apps.
Det er en skuffelse at se Netflix stå udenfor, men vi er derimod meget nysgerrige på, hvad den nævnte IMAX app består i. En personlig IMAX-biograf indeni Apple Vision Pro?
- Kilde: Bloomberg, Netflix, Apple