På CES 2024 har Panasonic præsenteret årets nye flagskibs-TV, der skifter til Amazons Fire TV og får Apple AirPlay. 55-65" Z95A har MLA OLED mens 77" Z93A er uden MLA.
Efter introduktionen i MZ2000 sidste år, har MLA OLED-teknologi (Micro Lens Array) igen fundet vej til Panasonics topmodel, Z95A. Panasonics implementering af LG Displays panel har en egenudviklet flerlags køleplade, hvorfor selskabet kalder det et 'Master OLED Ultimate'-modul.
Z95A, der repræsenterer en ny begyndelse for Panasonics modelnummerering, vil konkurrere direkte med andre OLED TV med MLA såsom LG G4 samt QD-OLED TV. Z93A vil derimod konkurrere med OLED TV uden MLA såsom LG C4 og Sonys 80-serie.

Z95A og Z93A. Foto: Panasonic
De bittesmå mikrolinser (MLA) giver en væsentlig forøgelse af lysstyrken i OLED, hvilket kommer særligt HDR-visning til gode. Selskabet sætter ikke tal på lysstyrken i Z95A, men siger, at "panelet leverer hidtil uhørt lysstyrke takket være forbedringerne i driver-teknologi og denne køleløsning" – Flatpanels jagter detaljer.
- "Hos Panasonic har vi altid forpligtet os til at levere den mest nøjagtige billedkvalitet. Dette kommer ikke kun af teknisk præcision, men også gennem samarbejder med Hollywoods bedste colorgradere. Og for at få den mest skræddersyede seeroplevelse har vi indbygget AI for at genkende den type indhold, du ser, og justere både billed- og lydindstillinger til perfektion," sagde Mr Akira Toyoshima, President, CEO for Panasonic Entertainment & Communication.
Skifter styresystem til Fire TV
Den største ændring i 2024 er imidlertid, at Panasonic udskifter sit eget TV-styresystem, MyHomeScreen, der har været brugt i de fleste foregående TV-modeller, til Amazons styresystem, Fire TV.
Du kan læse mere, hvad det kommer til at betyde, og hvad FireTV byder på i Panasonic Z95A og Z93A i denne særskilte artikel.
Et andet stort skridt for Panasonic i år er samarbejdet med Apple om at integrere Apple Home (HomeKit) og AirPlay 2 for første gang. Det betyder, at brugere kan kontrollere et 2024 Panasonic TV med Siri-stemmestyring (via en Apple-enhed) og dele video, musik og billeder fra iPhone, iPad og Mac.

Fire TV i Z95A og Z93A. Foto: Panasonic
Panasonic tager samtidig funktioner med over fra sit proprietære styresystem til 2024-modellerne inkl. Penta-tuneren, der kan modtage kanaler fra internettet (IPTV) og hjemmenetværk (TV>IP) foruden DVB-C, S2 og T2.
En af de bedste funktioner fra Panasonics fjernbetjening kommer ligeledes med over i form af den brugerkonfigurerbare 'MyApp'-knap, der kan programmeres til at åbne en app, en kanal eller en specifik stemmestyringskommando. VI har endnu ikke set fjernbetjening, så vi ved ikke, om der også er sponsorerede knapper til streamingtjenester.
Ny chip, Dolby Vision i op til 144Hz
Z95A og Z93A er begge bygget på et nyt chipset (muligvis MediaTek Pentonic, men det er ikke bekræftet), der leverer mere power, ifølge Panasonic. Chippen åbner samtidig for Dolby Vision i højere billedfrekvens end 60Hz, hvilket var en begrænsning i tidligere Panasonic OLED TV. Konkret Dolby Vision i op til 144Hz.
144Hz understøttelse – der også findes i andre 2024 OLED TV – vil desuden virke med indhold i SDR og HDR10, men er indtil videre forbeholdt PC'er, idet PlayStation 5 og Xbox Series X er begrænset til maksimalt 4K 120Hz. Til spilfolket er der stadig sidste års 'True Game Mode' med præcis farvegengivelse og "ultra-lav input-forsinkelse", ifølge Panasonic. Fra 'Game Control Board' kan en række spilindstillinger tilgås. Man kan i øvrigt programmere MyApp-knappen på fjernbetjeningen til at åbne denne menu.
Der er stadig kun to HDMI 2.1 porte. De resterende to er begrænset til HDMI 2.0 båndbredde (op til 4K 60Hz).

Z95A og Z93A. Foto: Panasonic
Panasonics videoprocessor, HCX Pro AI, er blevet opgraderet en smule til MK II i både Z95A og Z93A, med ny 4K Remaster Engine til opskalering og forbedret udglatning af gradienter til videoindhold, der er hårdt komprimeret, f.eks. streaming. Farverne er stadig tunet af Stefan Sonnenfeld, grundlægger af Hollywood-gradingstudiet Company 3, der anvender Panasonic OLED TV som referencemonitorer, når film og serier klargøres til hjemmebrug.
Skærmene understøtter stadig Dolby-lyd i op til Atmos, men der nævnes intet om DTS-lydsupport. Det integrerede '360 Soundscape Pro'-højttalersystem har både loft- og side-vendte højttalere til Atmos.
Kommer til sommer
Panasonics flagskibe plejer at lande sent på året i Europa og Danmark, men selskabet oplyser til Flatpanels, at Z95A i år forventes i løbet af sommeren.
Til den tid vil vi have et overblik over hele Panasonics modelprogram for 2024, idet yderligere modeller præsenteres senere.
For yderligere information og fulde specifikationer på Z95A og Z93A, henvises du til TV-databasen, hvor du kan sammenligne modeller side-om-side med det orange ikon. Du kan også klikke på modelnavnene i tabellen.
Panasonic Z95A & Z93A – specifikationer
Flatpanels