QD-OLED tager endnu et skridt næste år og MSI vil være blandt de første til at tilbyde gaming-monitorer bygget på Samsung Displays nye 32- og 27-tommer flade QD-OLED paneler.
MSI's planer blev lækket sidste måned, men nu har selskabet officielt præsenteret de fire nye flade QD-OLED monitorer:
32" MSI MPG-321URX QD-OLED: UHD 4K, 240Hz, 0.03ms GTG
32" MSI MAG-321UPX QD-OLED: UHD 4K, 240Hz, 0.03ms GTG
27" MSI MPG-271QRX QD-OLED: WQHD 2K, 360Hz, 0.03ms GTG
27" MSI MAG-271QPX QD-OLED: WQHD 2K, 360Hz, 0.03ms GTG
- "Til flade modeller, som gamere ivrigt har ventet på, har vi forberedt en række forskellige modeller, lige fra 27" WQHD til 32" WUHD modeller, der har opdateringsfrekvenser på op til 360Hz. Vores nye QD-OLED flade monitorer forbedrer den visuelle ydeevne markant til AAA-spil, især dem fra FPS-genren," annoncerer MSI.
Produkterne kommer på markedet i 2024.

De kommende MSI 32" 321URX og 27" 271QRX QD-OLED monitorer. Foto: MSI
Første 360Hz OLED monitorer
Som tidligere bemærket af Flatpanels, så er der tale om de første 360Hz OLED-skærme, og forventningen er, at de matcher eller overgår et 500Hz LCD-panel på hastighed. Oveni får man dyb sort, bredere farverum og ægte HDR højlys.
De fire flade monitorer slutter sig til MSI's tidligere annoncerede buede 34-tommer MAG 341CQP og 49-tommer MPG 491CQP QD-OLED monitorer med 144Hz.
Skærmene har HDMI 2.1 med 48Gbps båndbredde, VRR og ALLM, der automatisk skifter ind og ud af spilprofil. Der er også en konsol-profil til brug med PlayStation og Xbox.
- "Alle produkter kommer med MSI OLED Care 2.0, med det nyeste design uden blæser for at forlænge levetiden af OLED-paneler. Disse modeller kommer også med en række funktioner såsom MSI Gaming Intelligence, 90W Type-C PD-forbindelse og MSI Console Mode."
Læs også: 32, 34 og 39" OLED-paneler på vej, bekræfter LG Display
Dell har ligeledes for nylig afsløret lignende QD-OLED monitorer. Dells Alienware 32-tommer QD-OLED er dog buet i modsætning til MSI's flade version.
Forvent flere nyheder under CES 2024 i januar.