Hverken Apple, Google eller Roku har lanceret ny streaming-hardware i år, ligesom mindre aktører også har holdt sig tilbage. Og hvor er Nvidia?
2023 har bragt betydelige fremskridt inden for skærmteknologi, såsom MLA OLED og anden-generations QD-OLED, men det har været et sløvt år på afspiller-fronten.
Det kommer næppe som en overraskelse, at der ikke er blevet lanceret nye UHD Blu-ray afspillere fra velkendte mærker, men det er overraskende, at hverken Apple, Google eller Roku har lanceret ny streaming-hardware i år.

Chromecast med Google TV (4K) er ikke blevet opgraderet siden 2020. Foto: Google
Den aktuelle Apple TV 4K blev lanceret i 2022 og nyeste Chromecast med Google TV (HD) blev lanceret i september 2022. Nvidia Shield har ikke fået opgraderet hardwaren siden 2019.
Der findes mindre aktører som Nokia, Strong og Xiaomi, hvis hardware ligeledes kunne trænge til opgradering.
Amazon er undtagelsen med lanceringen af en opfrisket Fire TV Stick 4K Max, men ikke desto mindre viser resten af selskabets modelprogram alderstegn.
Herhjemme har vi fået YouSee Streamer.
Ny hardware i 2024?
Apple har en præsentation i næste uge, men Bloomberg har tidligere skrevet, at næste Apple TV først lanceres i 2024. Der har i flere måneder været rygter om en ny Chromecast med Google TV, men den er ikke dukket op.
Roku lancerer for første gang i 8 år ikke ny hardware dette efterår.
- "Roku introducerer ikke nogen nye enheder dette efterår, fortalte en talsmand mig via e-mail i denne uge," skriver Lowpass.
En af årsagerne er, at TV-skærme med indbyggede apps er blevet mere udbredte, hvilket reducerer behovet for boks og stick. F.eks. Roku, der har været bannerfører for sticks, har flyttet fokus til Roku TV.
En anden medvirkende faktor er, at covid-19 lavede rod i forsyningskæderne, hvilket førte til massiv mangel på mikrochips og nødvendiggjorde ændringer i branchens planer.
En tredje faktor er, at premium-funktioner som 4K, Dolby Vision og Dolby Atmos allerede understøttes bredt i nuværende afspillere, hvorfor der ikke længere er så mange lavthængende frugter at plukke.
Ikke desto mindre er der stadig masser af potentiale, hvorfor vi håber på mere action i 2024.