Japanske Shoei Chemical har opkøbt amerikanske Nanolys, der leverer kvanteprikker (quantum dots) til LCD og OLED skærme, og vil fremskynde udviklingen af EL-QD skærmteknologi.
Kvanteprikker blev indledningsvis implementeret som et ekstra lag i LCD-paneler og senest i mere integreret form i QD-OLED skærme. Der er imidlertid endnu større potentiale i materialet.
Nanosys er den førende leverandør af kvanteprik-materialer, der foreløbigt er anvendt i over 70 mio. LCD og OLED skærme i TV, tablets og monitorer, ifølge selskabet.
Den 6. september 2023 blev Nanosys opkøbt af japanske Shoei Chemical, der ser en lys fremtid for kvanteprikker i skærme. Nanosys har haft et produktionssamarbejde med Shoei siden 2019 og med opkøbet får Nanosys flere ressourcer tilført.
Vejen til EL-QD
Nanosys har gennem tiden foreslået mange typer skærme med kvanteprikker, men kun få af dem har set dagens lys. Med QD-OLED teknologien begynder vi at se potentialet.
Et næste skridt, foreslået af Nanosys, er QD-microLED, hvor der bruges en blå microLED med quantum dot-konvertering til røde og grønne sub-pixels – meget lig QD-OLED.

Foto: Nanosys via Display Daily
En mere radikal videreudvikling er det, der engang var kendt som QLED, men som i dag bruges som marketingbegreb for konventionelle LCD TV. Denne nye skærmteknologi, hvor kvanteprikker aktiveres direkte via elektricitet – intet behov for en separat OLED eller LED – er sidenhen blevet omdøbt til EL-QD (electroluminescent quantum dots) eller QD-LED / AMQLED (quantum dot light emitting diodes). Nanosys ynder at kalde teknologien NanoLED.
Med opkøbet af Nanosys har Shoei planer om at fremskynde udviklingen af NanoLED, ifølge udtalelser fra Nanosys' Jeff Yurek til branchemediet Display Daily.
- "Elektroluminescerende Quantum Dots, eller NanoLED, som vi kalder det, er fremtidens skærmteknologi. NanoLED kan levere en utrolig ydeevne fra uorganiske kvanteprik-emitter materialer mht. lysstyrke, farve og kontrast. Endnu vigtigere; det kan føre til drastisk lave omkostninger, idet NanoLED-skærme kan produceres ved hjælp af en (kemisk, red) opløsning. Vi kan slippe af med de kostbare fordampningstrin og store vakuumkamre, der bruges i skærmproduktion i dag. Det er utroligt spændende, og det er ikke langt væk. Det er tættere på kommercialisering end mange, tror jeg, er klar over. Shoei forpligter sig til fremtiden for kvanteprik-teknologi, og vi er glade for at fremskynde fremskridt inden for NanoLED som del af Shoei," sagde Jeff Yurek, VP Marketing for Nanosys, til Display Daily.
- Kilde: Nanosys/Shoei, Display Daily