Apples streamingtjeneste er ikke udbredt i Danmark, men et partnerskab med 3 Danmark kan måske blive startskuddet til mere.
Teleoperatøren 3 har i dag lanceret nye mobilabonnementer i Danmark og Sverige, hvori der indgår streamingtjenesten Apple TV+ eller Apple One, der dækker over fire tjenester (iCloud+, Apple TV+, Apple Music og Apple Arcade).
Ud over Apple TV+, så kan Apple Music tilgås som app på visse nyere Smart TV og Apple TV-boksen. Mange Apple Arcade-spil er kompatible med Apple TV-boksen.
Læs også: Apple TV: Bedste spil fra Apple Arcade & App Store
Det er første gang, at Apple TV+ rykker ind i mobilpakken i Danmark.
- "3’s kunder har altid været vilde med Apples produkter, så vi er meget begejstrede for at udvide vores samarbejde med Apple," siger Søren Rinnov Østergaard, Direktør for Consumer Market, 3 Danmark.
Streamingtjenester som Netflix og Viaplay indgår allerede i mobilpakker fra flere teleoperatører herhjemme.
Prøv gratis i 3 måneder
Det oplyses, at alle 3-kunder kan prøve Apples tjenester gratis i 3 måneder, hvorefter de faktureres 59 kr/md. for Apple TV+ eller 159 kr/md. for Apple One.
Der lanceres også fem nye mobilpakker, hvori Apples tjenester indgår.
- "Partnerskabet er fantastisk for vores 1,5 mio. kunder. Vi giver dem muligheden for at få adgang til et fantastisk film- og tv-univers, en musikstreamingtjeneste i verdensklasse, gaming uden afbrydelser og en cloud-løsning, der kan give den enkelte bruger eller familien masser af lagerplads i iCloud+ og hvor end man er," tilføjer Søren Rinnov Østergaard.
