Et nyt firma med base i Los Angeles hævder ikke kun at have skabt verdens højeste pixeltæthed i en microLED-skærm i farver, men også at have løst årtier gamle udfordringer.
En 55-tommer 4K-skærm har en pixeltæthed på 80 ppi (pixel per tomme), mens en 55-tommer 8K-skærm når 160 ppi.
MicroLED-skærmen præsenteret af startup-selskabet Q-Pixel har 5000 ppi.

2300 ppi (venstre) og 5000 ppi (højre). Cirkler med 45-um diameter indeholder pixels i fulde farver i forskellige størrelser (4 og 10 um). Foto: Q-Pixel
- "(Q-Pixel Inc.) annoncerer verdens første microLED-skærm i fulde farver og ultrahøj opløsning, der etablerer en banebrydende ny milepæl i skærmindustrien. For første gang ved hjælp af proprietær polykromatisk microLED-teknologi har Q-Pixel opnået en fuld-farves LED-skærm med en ny verdensrekord i pixeltæthed på 5000 pixels per tomme (PPI), hvilket overgår den nuværende verdensrekord på 2000 PPI, som ITRI i Taiwan har. Q-Pixels revolutionerende nye teknologi er en gamechanger i skærmindustrien," lød det fra selskabet i maj.
Så høj opløsning er ikke nødvendig til TV-skærme, men det kan fremme VR/MR/AR-headsets og andre typer produkter. Til sammenligning estimeres micro-OLED skærmen – ikke microLED – i Apple Vision Pro til at have 3400 ppi.
Løser årtier gamle udfordringer
I de to seneste årtier har der ikke været afgørende fremskridt indenfor lysdioder (LED) i farver, hvilket i høj grad skyldes udfordringerne med at samle individuelle røde, grønne og blå LED, ifølge Q-Pixel.
Selskabet mener, at deres tilgang har løst udfordringerne og at gennembruddet kan accelerere masseproduktion af microLED-skærme.
- "Q-Pixels proprietære polykromatiske microLED-teknologi introducerer fuld-farve drejelighed på tværs af en enkelt 4-mikron pixel, hvilket erstatter den århundrede gamle enkeltfarvede LED og løser adskillige årtiers lange udfordringer i mikroskærmsindustrien. Q-Pixel's drejelige, fuldfarve-enkeltpixel LED eliminerer behovet for pick-and-place (en vigtig flaskehals ved traditionel samling af lysdioder), mens den på samme tid muliggør ultrahøj pixeltæthed," forklarer Q-Pixel.
Det er en lovende udvikling, såfremt det passer, men som altid kan der gå lang tid fra gennembrud til kommercialisering. Vi venter stadig på de microLED TV, som Samsung første gang annoncerede i 2018.