BritBox kan nu ses i Apple TV appen, hvor indhold samles i en kombineret brugerflade fra 9 tjenester i Danmark med universal søgning, Siri og andre fordele.
Idéen om at samle indhold fra sine streamingtjenester i én og samme brugerflade er besnærende. Google forsøger med Google TV, producenter af Smart TV på deres nye hjemmeskærme og Apple med Apple TV appen.
Fra i dag er BritBox – tjenesten med britisk indhold – integreret i Apple TV appen. Der er fuld integration, hvilket betyder, at indholdet kan ses i Apple TV appen på Apple-enheder (inkl. Apple TV boksen) samt på andre TV-platforme såsom Smart TV og Google TV.
- "Der findes mange fans af britiske programmer i hele Norden, så vi ser frem til at sætte yderligere skub i dette ved at introducere nye målgrupper til BritBox, der bygger ovenpå vores andre samarbejder i regionen med CMore, Telia og Prime Video," fortæller Reemah Sakaan, CEO hos BritBox International.
Integration med 9 tjenester
Med fuld integration i Apple TV appen får brugeren mulighed for at lave universal-søgning på tværs af supporterede tjenester enten via tekst eller Siri. BritBox's indhold vil også fremgå af oversigter og køen.
Lanceringen betyder, at danskere i Apple TV appen nu kan samle indhold fra Apple TV+, Apple iTunes (filmleje), BritBox, Disney+, HBO Max, MLS (Major League Soccer), SkyShowtime, Starzplay og Viaplay.

BritBox i Apple TV appen. Screenshot: Flatpanels
Vores nordiske naboer har desuden integration med Amazon Prime Video, C More, Discovery+ og Hayu. Disse integrerer endnu ikke i Danmark. Netflix står helt uden for i alle lande.
Fuld vs. light integration
Nogle af tjenesterne har kun "light"-integration, hvilket betyder, at afspilning åbner i udbyderens egen app, hvorfor det kun virker med Apple TV boksen.
BritBox havde allerede særskilt app til Apple TV (tvOS) og andre platforme.
BritBox koster 79 kr/md. efter en 7-dages prøveperiode.