Videoopkald gør comeback på TV-skærmen og inden længe lander Zoom appen på 2022 og 2023 Sony Google TV. Det kræver Sonys kamera, Bravia Cam.
Videoopkald nåede kortvarigt ud på TV-skærme i starten af æraen for Smart TV, men blev hurtigt droppet igen pga. usikre kameraer, der blev udfaset. Med apps til videoopkald kan man tale med venner, familie og kollegaer på den store skærm i stuen.
Tidligere på måneden annoncerede Apple FaceTime, Zoom og WebEx apps til Apple TV med tvOS 17, og Sony annoncerer nu et samarbejde med Zoom.
- "Vi er glade for at samarbejde med Zoom om at bringe videokonferencer til vores Bravia TV, hvilket gør Zoom-tjenester tilgængelige på Android TV platformen," sagde Shusuke Tomonaga, Head of Bravia TV Product Design, Sony Corporation. "Dette partnerskab vil gøre det muligt for vores kunder at nyde mere realistisk videokommunikation på en stor TV-skærm i stuen, hvilket tillader dem at være mere forbundet med de mennesker, de holder af, uanset om de arbejder hjemmefra, læser eksternt eller bare vil tale med venner og familie."
Kræver Bravia Cam
Zoom appen er kompatibel med følgende Sony TV-modeller fra 2022 og 2023: X95L, X93L, A80L, X90L, X85L, X80L, X75L, Z9K, A95K, X95K, A9K0K, A80K, A80K, A75K, X90K, X90S, X85K, X80K.
Sony siger, at de bliver det "første TV-mærke, der understøtter Zoom til TV appen i Google Play Store".
For at bruge Zoom på et kompatibelt Sony TV kræves Bravia Cam, som er et kamera, der monteres på TV'ets ramme øverst.

Sonys Bravia Cam monteret på TV'ets ramme. Dette er ikke Zoom appen. Foto: Sony
Bravia Cam tilbyder desuden funktioner som forbedret optimering af billede og lyd ift. dine omgivelser, bevægelsesstyring, Proximity Alert der registrerer når børn sidder for tæt på samt Auto Power Saving Mode der dæmper skærmen når folk forlader rummet.
Zoom appen forventes at lande i Google Play-butikken i løbet af forsommeren.