LCD-monstret udvikler sig ikke længere, skriver mangeårig brancheobservatør, idet Merck har bekræftet, at ny forskning i LC-materialer til skærmpaneler er stoppet.
LCD TV har i årevis brugt enten VA eller IPS paneltype. Der har været meget beskeden udvikling i kernen af LCD-panelet.
Spring i billedkvalitet i "QLED" og "miniLED" LCD TV kan i stedet tilskrives andre komponenter såsom LED-bagbelysningen, hvor fortsat udvikling forventes.
Merck, som er den førende leverandør af flydende krystaller (LC) til brug i skærmpaneler (LCD), bekræftede på Display Week-messen i USA, at de ikke længere forsker og udvikler inden for LCD til store skærme, idet elektronikproducenterne ikke længere efterspørger det.
- "På Display Week i år spurgte jeg EMD (som er det amerikanske navn for Merck KGaA og med afstand den dominerende leverandør af LC-materialer), hvad de foretager sig for at rykke LC-materialer til skærme til næste stadie. De fortalte mig, at de ikke har nogle større R&D projekter indenfor LC-materialer til store skærme, om end de stadig arbejder på reaktive mesogener i VR/AR-feltet. De udvikler LC'er til privatlivsvinduer og antenner, men de fortalte os, at 'der er ingen efterspørgsel fra kunder' ift. væsentlig i udvikling i LC-materialer," skriver Bob Raikes, Display Daily.
LCD-monstret
Den seneste udvikling indenfor LCD-panelteknologi kom med videreudviklingen af IPS til IPS Black, der blev udviklet af Merck til skærmproducenterne LG Display og BOE.
Udtalelsen er ikke overraskende, idet førende skærmproducenter som LG Display og Samsung Display allerede har – eller er meget tæt på at have – stoppet produktion af LCD-paneler. Det efterlader kinesiske aktører, som også i stigende grad vender blikket mod OLED på den korte bane og mere eksotiske skærmteknologier på den lange bane.
Bob Raikes har gennem tiden refereret til det som "LCD-monstret" med henvisning til, at LCD overtog hele markedet ved fuldstændig at udkonkurrere billedrør, plasma og sågar lovende nye skærmtyper som SED.
LCD har længe domineret overalt. Æraen lakker nu mod enden, hvorfor der er god grund til at være begejstret hvad angår fremtidens skærmtyper.
- Kilde: Display Daily