Match af billedfrekvens er grundlæggende for god billedkvalitet, men ignoreres ofte. Netflix bruger nu 3 metoder til match og konvertering af billedfrekvens inkl. en helt ny metode.
Netflix og andre tjenesters kataloger består af film og serier i forskellige billedfrekvenser fra 23,97 til 60fps (frames per second), hvorfor det er vigtigt, at afspiller og TV skifter opdateringsfrekvens (Hz) til at matche, f.eks. 50Hz, 60Hz, 120Hz. Ellers får seeren hakkende video, ofte kaldt judder. Simpel matematik.

Med judder (left), uden judder (right). Kilde: Netflix
Den traditionelle tilgang har været at konvertere f.eks. en film i 24fps til 25/50Hz eller 60Hz. Så får man enten judder eller en film, der er speedet op 4,17% fra 24->25fps med højere lydpitch. Det er en doven tilgang fra den analoge æra, som skal udfases. Streamingtjenester, der stadig bruger speed-up, bør skamme sig.
Læs også: Filmen er hurtigere færdig på danske streaming-tjenester
3 metoder hos Netflix
Match af billedfrekvens er en opgave for afspillerenheden, men Netflix og andre streaming-apps kan hjælpe på vej ved at understøtte de gængse tekniske løsninger.
Netflix forklarer, at de nu bruger 3 metoder:
1. Match HDMI-billedfrekvens til indholdets billedfrekvens
2. Match HDMI-billedfrekvens til indholdets billedfrekvens uden sort skærm (HDMI 2.1 QMS)
3. Konvertering af billedfrekvens i Netflix appen
Den første metode kendes fra medieafspillere med match-funktion. Det virker, men der kommer kortvarig sort skærm imellem skift (HDMI Bonk). Appen skal også aktivt understøtte det eller bruge afspillerens standard-videoafspiller.
Den anden metode (QMS) er ny og kun understøttet af Apple TV 4K (2022), som desuden er eneste enhed med automatisk match af billedfrekvens på systemniveau – et krav til god QMS. Du kan se hvordan QMS fungerer på Apple TV 4K i vores videoartikel her.
Den 3. og nye metode
Den 3. metode er ny og udviklet af Netflix:
- "I stedet for at tænke på FRC (Frame Rate Conversion) pr. sekund (24 -> 50fps), så lad os udvide FRC-beregningsperioden til 3 sekunder (24*3 = 72fps -> 50*3 = 150fps). For indhold med en billedfrekvens på 24fps skal afspilleren hente 72 billeder fra appen i løbet af 3 sekunder. I stedet for at sende 24 billeder i sekundet med en regelmæssig kadence pr. sekund, kan Netflix appen for hver 3 sekunders periode beslutte at sende 25 billeder i de første 2 sekunder (25 x 2 = 50) og 22 billeder i 3. sekund, og dermed stadig sende i alt 72 (50+22) billeder over 3 sekunder. Denne metode skaber en jævn FRC i de første 2 sekunder (25 billeder replikeres 2 gange jævnt) og i det 3. sekund kan afspilleren lave en 22 til 50fps FRC, hvilket vil skabe mindre visuelt hakkeri sammenlignet med 24->50fps FRC forudsat et mere jævnt billedreplikeringsmønster," forklarer Akshay Garg og Roger Quero fra Netflix.

Illustration: Netflix
Den nye tilgang vil stadig resultere i hakkeri, men det vil være mindre skurrende for øjet, hævder Netflix. Selskabet frigiver snart yderligere detaljer, som andre brancheaktører kan gennemlæse. Det er muligt at understøtte på visse enheder, men ikke alle.
Fremover vil Netflix appen automatisk vælge den optimale tilgang baseret på afspillerens evner og brugerens menuvalg.
- Kilde: Netflix