Under regnskabsfremlæggelsen sagde Disneys adm. direktør, at prisen på Disney+ stiger senere i 2023. Noget indhold fjernes, nyproduktion reduceres og reklameabonnement kommer til Europa.
Disney+ mistede 4 mio. abonnenter i 1. kvartal 2023 og har nu 157,8 millioner i alt. Til sammenligning har Netflix 232,5 mio. abonnenter.
Disney jagter ikke længere nye abonnementer for enhver pris. Der skal i stedet fokuseres på at gøre streamingforretningen rentabel inden udgangen af regnskabsåret 2024.
Prisstigninger på Disney+
Disney+ hævede senest i februar 2021 sin månedspris fra 59 til 79 kr. Hvad næste prisstigning beløber sig til, ved vi endnu ikke, men den nærmer sig.
- "I mellemtiden har de prisændringer, vi allerede har implementeret, vist sig at være vellykkede, og vi planlægger at sætte en højere pris for vores reklamefrie pakke senere i år for bedre at afspejle værdien af vores indholdstilbud," sagde Bob Iger, adm. direktør hos Disney.

Disney+ fik Star-sektion med 20th Century-indhold i 2021. I 2023 kommer andre indholdsændringer
Mindre indhold
Vil abonnenter så få mere indhold? Mindre, faktisk. Disney begynder snart at fjerne udvalgt indhold fra Disney+ (og Hulu i USA) som del af en plan om at licensere det til andre tjenester.
Ingen titler blev nævnt, men finansdirektør Christine McCarthy sagde, at det vil koste Disney 1,5–1,8 mia. dollars i nedskrivning i indeværende kvartal (Disneys 3. kvartal i regnskabet er årets 2. kvartal), hvorfor det er sandsynligt, at indhold begynder at forsvinde indenfor 1-2 måneder.
- "Debiteringen vil primært blive bogført i vores 3. kvartal, efterhånden som vi afslutter vores review og fjerner indholdet," sagde Christine McCarthy. "Fremadrettet har vi til hensigt at producere en mindre mængde indhold i overensstemmelse med dette strategiske skift."
Reklameabonnement i Europa i år
Abonnementet med reklamer (Disney+ Basic), som Disney+ lancerede i USA i december 2022, kommer til Europa i slutningen af 2023, bekræftede Christine McCarthy.
Det oplyses ikke, om Danmark er med i første bølge i Europa.
Prisstigningen på Disney+ i Danmark kan dog meget vel falde sammen med introduktionen af netop reklamepakken. I USA overtog det nye abonnement med reklamer prispunktet for reklamefri Disney+, som blev dyrere.
Sker det samme i Danmark, så står Disney+ uden reklamer til at blive væsentligt dyrere – pakken steg med 37,5% i USA.
Hulu integreres i Disney+
Endelig sagde topchefen, at Hulu, som i USA er en af de førende streamingtjenester, foldes ind i Disney+ i USA i slutningen af 2023 for de kunder, som har abonnement på begge tjenester.
Det kan også få betydning for danskere, idet udmeldingen indikerer, at Disney agter at købe Comcasts 33% ejerandel af Hulu, og dermed eje Hulu. Topchefen ville dog ikke definitivt bekræfte dette.
Flere Hulu-producerede serier lander i Danmark på andre streamingtjenester end Disney+. Det kan opkøbet givetvis ændre på.