Forvent at se OLED erstatte LCD-skærme i flere tablets, bærbare og monitorer, inkl. Apples, over de kommende år. Samsung Display har netop fremlagt stor investeringsplan.
OLED-teknologi har fundet vej til de fleste premium TV og smartphones, men mange tablets, bærbare computere og PC-monitorer bruger stadig aldrende IPS LCD eller VA LCD skærmpaneler.
Samsung Displays investeringsplan til 4,1 billioner won (21,22 mia. DKK), som præsenteres i denne uge i samarbejde med den sydkoreanske regering, vil fremskynde overgangen til OLED. Sydkoreas præsident Yoon Suk Yeol kaldet det et "nyt spring" for skærmindustrien.
- "Samsung Display, Samsung Electronics Co.'s afdeling for skærmpanelproduktion, holdt en ceremoni på sit campus i Asan 87 kilometer syd for Seoul, for at annoncere sin beslutning om at investere 4,1 billioner won (3,1 milliarder USD) i opgradering af produktionslinjer til organiske lysdiodepaneler (OLED) til tablets, bærbare computere og andre IT-enheder inden 2026," skrev Yonhap News Agency.
Læs også: JOLED går konkurs: Får betydning for TCL-partnerskab, LG OLED Pro monitorer
Samsung Display stoppede al produktion af LCD-paneler sidste år.
Det er tidligere rapporteret, at Samsung Display planlægger at producere både OLED og QD-OLED paneler på den nye fabrik, som siges at være en 8.7-Gen fabrik.

Præsident Yoon Suk Yeol annoncerer nyheden på Samsung Displays campus i Asan, Sydkorea. Foto: Yonhap
OLED-paneler til Apple
Den nye fabrik forventes klar til produktion senest i 2026 og vil markant øge Samsung Displays produktionskapacitet indenfor mellemstore OLED-paneler til tablets, bærbare computere og monitorer.
Den velrenommerede analytiker Ross Young hævder, at fabrikken skal producere de første 14- og 16-tommer to-lags OLED-paneler til fremtidige Macbook Pro-computere fra Apple fra og med 2026. OLED-paneler til Macbook Air vil blive produceret på "en ældre 6-Gen fabrik".
Læs også: Medie: Apple planlægger skift til OLED-skærme i iPad, Macbook & iMac
I 2022 og 2023 har en en række mærker præsenteret eller lanceret deres første OLED og QD-OLED monitorer, men de er primært tiltænkt spilbrug.
- Kilde: Yonhap, Ross Young