Alle film og serier på Apple TV+ streames i 4K Dolby Vision med Dolby Atmos, men selskabets Major League Soccer fodboldkampe streames i maksimalt 1080p SDR og 5.1 Dolby.
De første 4K TV blev lanceret for knap 10 år siden i 2013, men HD-opløsning er stadigvæk det fremherskende format til tv-transmissioner.
Hvis du havde håbet på, at giganten Apple ville ændre status quo med sin store, globale investering i Major League Soccer (MLS), bliver du desværre skuffet.
- "Fans vil nyde forbedret produktionskvalitet, når de ser kampe på MLS Season Pass, som vil byde på flere kameravinkler, 1080p video, Dolby 5.1 lyd og forbedret data og grafik i live-kampdækning hele sæsonen for bedre feltdækning, replays og historiefortælling omkring klubberne og spillerne," meddeler Apple og MLS.
Major League Baseball (MLB) kampe i Apple TV appen streames ligeledes i 1080p SDR i de 13 lande, hvor selskabet pt. har rettighederne.

SPORTEN VIL VÆRE AT FINDE I APPLE TV APPEN. Foto: Apple
Transmissioner af store sportbegivenheder hos andre amerikanske tv-udbydere er lidt bedre, men ikke meget. For første gang blev f.eks. NFL Super Bowl finalen i år streamet i Dolby Vision HDR, men 4K-transmissionen var opskaleret fra 1080p opløsning.
I Danmark fik vi i 2018 fodbold-VM i 4K HDR på en særlig TV 2-kanal oprettet til formålet, men siden da har danskerne måtte stille sig tilfredse med sport i højest 4K SDR som hårdt komprimeret streaming.
Apple har underskrevet en 10-årig aftale med MLS og skal streame kampene verden over. Den nye sæson starter den 25. februar. Den danske pris bliver 139 kr/md. og 899 kr/år uden Apple TV+ abonnement samt 119 kr/md. og 699 kr/år i rabatpris med Apple TV+ abonnement. Visse kampe streames uden beregning.
For at kigge med skal man bruge Apple TV appen, som findes til Apple-enheder, Android TV, Google TV, Smart TV fra flere producenter, spilkonsoller m.fl.