Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonPhilips afslører 2023 OLED TV: OLED908 med op til 2100 nits (MLA), OLED808 i 42" - FlatpanelsDK

Philips afslører 2023 OLED TV: OLED908 med op til 2100 nits (MLA), OLED808 i 42"

07 Feb 2023 | Rasmus Larsen |

Philips har i dag præsenteret sin 2023-linje af OLED TV, der byder på OLED708, OLED808 og OLED908 i størrelser fra 42 til 77 tommer. Der skiftes til Google TV.

Flatpanels er i Amsterdam for at se de nye modeller demonstreret og vender tilbage med vores første indtryk, men her er hvad Philips har fortalt os indtil videre.

Højdepunktet er OLED908, som er udstyret med det nye MLA (Micro Lens Array) OLED-panel (i 55 og 65 tommer) – også kendt som META OLED – der i år desuden vil være at finde i LGs G3 og Panasonics MZ2000. Philips OLED908 lanceres i 55, 65 og 77 tommer til efteråret.

- "Det nye META OLED-panel bruger et Micro Lens Array-lag og en META booster-algoritme til lysstyrke, som giver et potentiel lys-output på 2100 nits, hvilket repræsenterer en stigning på 70%, samtidig med, at det giver bredere betragtningsvinkler og forbedret energieffektivitet," forklarer Philips.

Det er vores forventning, at lysstyrken på 2100 nits relaterer sig til 'Dynamisk' billedprofilen, men ikke film-profilerne med lavere farvetemperatur og mere præcise farver.

908 har desuden 'Next Gen' udgaven af stemningslyset Ambilight (3-sidet), som blev introduceret i slutningen af 2022. Ambilight kan følge farverne i billedet eller lyse en konstant farve for at berolige øjnene. Ambilight er også i senere år blevet udvidet med en række ekstra funktioner såsom musik-synkronisering med Spotify. Der er et 3.1-kanals lydsystem fra Bowers & Wilkins indbygget.


Philips OLED908

Philips OLED908. Foto: Philips

Skridtet ned hedder OLED808 og her får man ikke længere MLA-teknologi (har stadig OLED EX), men til gengæld kommer der en ny mindre 42-tommer udgave, foruden 48, 55, 65 og 77 tommer. OLED808 bygger på sidste års OLED807 og har ligeledes den mere avancerede version af Ambilight (3-sidet) og et 2.1-kanals 70W lydsystem – ikke fra B&W. Ligesom OLED908 har den HDMI 2.1 eARC, IMAX Enhanced, VRR, AMD FreeSync, Nvidia G-Sync Compatible, ALLM og andre aktuelle gaming-funktioner. En mere prisvenlig OLED708 serie lanceres senere på året som afløser for den nuværende OELD707. Philips har ikke meldt ud om OLED større end 80 tommer eller 8K TV.

Philips OLED808

Philips OLED808. Foto: Philips

P5 processor med 4K120 Dolby Vision

Alle 2023 OLED TV fra Philips er bygget på en opgraderet systemschip fra MediaTek, konkret Pentonic 1000. Det er en mere kraftfuld chip, som giver visse fordele for brugerne inkl. bedre ydelse i menuer og apps. Der er desuden en opgraderet videoprocessor. Den primære nyhed i den 7. generation af P5 processoren er forbedret 'Ambient Intelligence', som justerer skærmens lysstyrke, gråtoner og farver til at matche din stue vha. en forbedret lyssensor indbygget i TV'et. En anden fordel ved opgraderede chips er understøttelse af Dolby Vision i 4K 120Hz i stedet for 4K 60Hz i tidligere modeller. Det virker allerede i visse spil til Xbox Series X og forventes brugt i andre fremtidige enheder og medieafspillere. Desværre holdte MediaTeks løfte om, at Pentonic 1000 chippen ville byde på fire HDMI 2.1 porte ikke vand. Det er teknisk set korrekt, men kun fordi HDMI-organisationen nu omtaler alt som HDMI 2.1. Kun to af portene i OLED708, OLED808 og OLED908 har dog HDMI 2.1-båndbredde til 4K120, bekræfter Philips overfor Flatpanels. eARC forbliver på den ene af de to.

Google TV, ny fjernbetjening

Philips skifter fra Android TV til Google TV i år. Skærmene kører stadig Android nedenunder og den opfriskede Google TV brugerflade samler indhold fra forskellige tjenester ude på startskærmen, men har også flere reklamer. Google TV har ekstra funktionalitet såsom børneprofiler og får nye funktioner senere på året, som ikke når ud i ældre Android TV. OLED908 leveres med en ny fjernbetjening med indbygget batteri, som er genopladeligt via USB-C. Knapperne er bagbelyste og tænder automatisk vha. en sensor, der registrerer, hvornår brugeren løfter fjernbetjeningen. VI har mere at berette om skiftet til Google TV og den nye fjernbetjening efter vi har fået mulighed for at se tingene i aktion. OLED908 har en "super-tynd mørk metalramme, som er matched med mørk Kvadrat Audiomix stof foran højttalere og en ny åben, sort fod" mens OLED808 har et "ekstremt tyndt design uden rammekant med en ydre, mørk metalramme" og "en ny central, elegant metal satin-krom drejefod", undtagen 77-tommer udgaven, som ikke har drejefod. Vejledende priser følger tættere på lancering. Flere specifikationer fremgår af TV-databasen nedenfor (klik på modellerne).

Philips 2023 OLED TV – specifikationer

Flatpanels

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

'Dune 2' kan nu streames på Max i 4K – se hvad der ellers er på vej

22 May 2024 |

MicroLED-monitorer rykker nærmere

22 May 2024 |

Sonos Ace virker også som Dolby Atmos-hovedtelefoner til film

21 May 2024 |

Discoverys kanaler vender tilbage hos YouSee

21 May 2024 |

Så er Max åben i Danmark

21 May 2024 |

Ny Max app findes til disse enheder – se også UHD-support

21 May 2024 |