Format Biograf i Ballerup har allieret sig med den danske lyddesigner Peter Albrechtsen om at skabe en slags filmklub, hvor der sættes fokus på audiofile filmoplevelser.
Der udvælges primært nye film, men også til tider ældre titler. Disse film fremvises i Formats Dolby Atmos-sale, hvor lyden sættes til "det helt rigtige lydniveau".

Peter Albrechtsen, lyddesigner
- "Film skal ses i biografen, men de skal i dén grad også høres i biografen, og jeg har længe drømt om at kunne have mit eget filmfællesskab for filmlyd i perfekte biografomgivelser. Det bliver nu en realitet med mine filmlydaftener i Format, hvor jeg vil vælge de allerbedste lydfilm – som regel helt nye film men også indimellem nogle ældre af slagsen – som jeg introducerer. Sommetider får jeg endda nogle af lyddesignerne bag filmene til at fortælle om deres arbejde, inden vi hører deres geniale lyde," forklarer lyddesigner Peter Albrechtsen.
Peter Albrechtsen har arbejdet som lyddesigner på en lang række danske og internationale produktioner, bl.a. den Oscar-nominerede A House Made of Splinters. Han har valgt Format Biograf på baggrund af deres Dolby Atmos-installationer og optimerede lydrum, oplyser ejerne.
- "Vi er på helt samme frekvens som Peter, når det handler om kvalitet frem for kvantitet, og vi ser frem til, at alle, lige fra den kræsne lytter til dem der bare elsker god lyd, kan opleve audiofile film- oplevelser," siger Mads Viktorius og Jan Boye Thomsen, biografejerne, i en fælles udtalelse.

Format Biograf i Ballerup. Foto: Selskabet
Lyden i fokus men også i 4K
Det er lydsiden, der er i fokus under fremvisningerne, men Format Biograf oplyser, at film også fremvises i 4K-opløsning.
Ingen danske biografer har på nuværende tidspunkt udstyret til at fremvise film i HDR (High Dynamic Range), som Hollywood – og spilbranchen – har omfavnet.
Læs også: HDR i biografen kan kræve opgør med traditioner
Første film bliver All Quiet on the Western Front fra Netflix, som vises den 22. februar kl. 19.00 i Format Biograf i Ballerup. Billetsalget starter den 1. februar.
Netflix tilbyder i øvrigt All Quiet on the Western Front i 4K Dolby Vision og Dolby Atmos til streaming i hjemmebiografen.