Halvskærmsreklamerne i Google TV brugerfladen har hidtil været forbeholdt nye serier og film fra tjenester såsom Disney+, men brugere ser nu reklamer for iPhone, biler og andet.
Et eksempel er blevet lagt op reddit, hvilket ses nedenfor, mens andre brugere siger, at de nu ser reklamer for Chrysler-biler eller Tim Hortons-kaffehuse.
Reklamerne ses kun i visse regioner/lande, men er spottet på flere Google TV enheder, inkl. Chromecast og Sony TV. Flatpanels er ikke bekendt med eksempler i Danmark endnu.
Google TV's reklamer for nye serier og film fra partnertjenester såsom Disney+ kaldes teknisk set "anbefalinger" (recommendations) af Google, hvorimod de nye typer reklamer har en "ad"-etiket (ad for advertisement).

En reklame for Apple iPhone på Google TV. Foto: venky61
Reklamer i TV-brugerfladen
Google er sideløbende i gang med at opdatere Android TV til en ny mere Google TV-lignende brugerflade, som har samme reklameplads øverst. Det virker derfor sandsynligt, at samme typer reklamer finder vej til Android TV fra forskellige mærker.
Et stigende antal TV-producenter og TV-platforme er begyndt at implementere reklamer i brugerfladen for at øge indtjeningen. Amerikanske Roku har åbent erklæret, at Roku OS omdannes til en "næste generations annonce-platform", mens LG og Samsung har redesignet hhv. webOS og Tizen i deres Smart TV til fuldskærmsbrugerflader med reklamepladser.
Der er muligt at slippe for reklamerne i Google TV, men det kræver indgreb. Én fremgangsmåde er at installere en anden "launcher" fra en tredjepart, hvilket indebærer, at hele hjemmeskærmen ændres. En anden måde er at indstille Google TV til 'basic TV' tilstand.
- Kilde: reddit