Apple skifter sandsynligvis fra en OLED-skærm til en microLED-skærm i Apple Watch Ultra i 2024, ifølge analytikeren Jeff Pu.
I 2014 opkøbte Apple et firma der forsker i microLED kaldet LuxVue, og Apple har angiveligt i årevis haft forsknings- og testproduktionsfaciliteter i Santa Clara, Californien, og Taiwan.
Det første Apple-produkt, der får microLED, kan blive Apple Watch Ultra – selskabets avancerede sportsur. I hvert fald, hvis man skal tro analytiker Jeff Pu fra Hongkong-investeringsfirmaet Haitong International Securities. Han har tidligere på korrekt vis forudsagt udviklingen af Apple-produkter, men har også taget fejl i flere omgange.
Han hævder, at Apple Watch Ultra sandsynligvis vil skifte fra OLED til en større 2,1-tommer microLED-skærm i 2024. Det skriver Macrumors, der har set Jeff Pus rapport.
Det bør understreges, at microLED er anderledes end den miniLED-bagbelysning, der bruges i mange LCD TV i dag. Med microLED fjernes LCD-panelet og hver af de bittesmå microLED-lysdioder agerer individuelle pixels, som hver især skaber eget lys og farver – ligesom OLED.

Apple Watch Ultra bruger pt. en OLED-skærm. Foto: Apple
Et skift til microLED vil repræsentere en signifikant overgang for Apple, som i øjeblikket arbejder på at skifte fra LCD til OLED på tværs af sine produktkategorier. Ud over Apple Watch og iPhone, får iPad og Mac produkter angiveligt OLED-skærme med start i 2024.
MicroLED har potentialet til at gøre skærmen i Apple Watch Ultras endnu mere lysstærk, hvilket kan gavne udendørs brug. MicroLED kan samtidig opretholde farvemætningen ved meget høje lysstyrkeniveauer, så farver ikke bliver udvandede udendørs.
- Kilde: MacRumors