Den tyske TV-producent Loewes nye OLED TV er lavet af et solidt mineralmateriale, der er slidstærk og uporøst. De kalder det syno-sten. Skærmene kommer i 55- og 65-tommer.
Loewe, der nu ejes af Skytec, har løftet sløret for to unikke OLED TV kaldet Iconic. De er skabt i 'syno-sten' i to farvevarianter, Graphite Grey og Clay White. Selskabet siger, at målet var at designe et 360-graders "skulpturelt, altomfattende designikon".
- "Syno-Sten er et solidt mineralsk materiale, der er holdbart og også ekstremt hygiejnisk takket være dens ikke-porøse overflade," forklarer Loewe.
Det er premium-produkter, som i Europa skal konkurrere med TV fra Bang & Olufsen. Ligesom B&O har Loewe indgået samarbejde med LG-koncernen om WOLED-paneler.

Loewe Iconic OLED TV i Graphite Grey. Foto: Loewe
Integreret soundbar med 5.1-udvidelse
Skærmene har 4K-opløsning og understøttelse af HLG, HDR10 og Dolby Vision til HDR-video. De leveres med prækalibreret OLED-panel fra samlebåndet i Kronach, Tyskland, så gråtoner og farver er præcise.
En 3.1-kanals soundbar er integreret bag stofpanelet under TV'et. Den leverer ifølge Loewe 360W samlet musikeffekt og understøtter Dolby Atmos, DTS:X, Multiroom via Play-Fi og WDAL. Systemet kan udvides trådløst til 5.1 kanaler ved at tilføje to baghøjttalere og subwoofer (f.eks. Loewe klang mr1/3/5, Loewe klang sub1).
Købere kan endda tilføje to separate fronthøjttalere og bruge soundbaren som centerkanal, eller parre ældre aktive højttalere eller aktive forstærkere via AVR-adaptere.

Loewe Iconic OLED TV i Clay White. Foto: Loewe
Der er en indbygget 1TB harddisk og twin-tunere til optagelse af tv-kanaler. I nogle europæiske lande medfølger en Amazon FireTV Stick 4K Max HDMI-dongle, som giver adgang streamingtjenester – klogt valg taget Loewes historisk indenfor "Smart TV" i betragtning.
Loewe Iconic lander i Europa i løbet af november til en pris på 6.499 Euro i 55 tommer og 7.999 Euro i 65 tommer. De danske priser er ikke meldt ud.