DRTVs dækning af EM-fodbold i sommeren 2021 var alt i alt vellykket, vurderer DR. Derfor tages stort set samme koncept i brug, når fodbold-VM begynder mandag d. 21. november.
- "Vi satser på, at DRTV leverer stort set samme tilbud af fodbolddækning – i samme billed- og lydkvalitet – som under EM i 2021," siger DRs produktchef for DRTV, Troels Hauch Tornmark, til Flatpanels.
Der kommer altså ikke VM-fodbold i Ultra HD. Det bliver i stedet streaming i 1080p opløsning med 50 billeder per sekund og stereo-lyd på DRTV. Det er i øvrigt højere opløsning end på DR-kanalerne hos tv-distributører.
I sommeren 2021 lød kritik i pressen af markante signalforsinkelser. Eksempelvis at bredbåndsudbyderes streamingbokse betød, at der kunne være 40 sekunders forsinkelse. Det betød i nogle tilfælde, at seere, der så flow-tv via visse streamingløsninger med altandøren åben, kunne høre jubel hos naboen, før der var scoret på deres skærm. DRs forsinkelse mellem f.eks. kabel-tv modtagelse og DRTV streaming er i dag kun 10 sekunder, oplyser DR.
I 2021 blev DRTV benyttet af ca. halvdelen af danskerne under EM-ugerne i juni-juli. Troels Hauch Tornmark oplyser, at DRTV er forberedt på samme trafik på DRTV som under kampene i sommeren 2021.

 Troels Hauch Tornmark, Produktchef for DRTV
Log på i udlandet med MitId
Ret få danskere er sandsynligvis på ferie i slut november, men mange befinder sig i udlandet af andre årsager. Derfor gentager DRTV tilbuddet om, at borgere kan logge på med personnummer – og nu også med MitId – og streame samtlige kampe.
Det gælder for danskere der sidder i EØS-landene, herunder Belgien, Cypern, Frankrig, Grækenland, Italien, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig.
DRs on-air hold
| Vært i DR’s VM-studie bliver Josefine Høgh, der også var vært under EM i ’21. Hun får besøg af et panel af skiftende gæster i form af Lars Jacobsen, Flemming Povlsen og Mikkel Bischoff fra Warner Bros. Discoverys fodbolddækning, og på scenen får de også selskab af DR’s fodboldekspert, Arnela Muminovic. 
I Qatar har DR to tv-kommentatorhold. Andreas Kraul kommenterer Danmarks kampe sammen med Per Frimann, tidligere landsholdsspiller og mangeårig ekspert hos Viaplay. 
Det andet makkerpar består af Henrik Liniger og Martin Jørgensen, dansk VM-helt fra 1998 og til daglig ekspert hos Viaplay. | 
 FlatpanelsVM optakt fra den 7. november
DR’s VM-dækning vil gå på to ben på alle platforme. Der er både en dækning af det sportslige, men også af Qatars omstridte værtskab. 
DRTV varmer op til VM-fodbold med en række dokumentarprogrammer om VM og om værtslandet Qatar. Den 7. november er der DRTV-premiere på dokumentaren 'Verdens Bedste VM?', som i tre afsnit fortæller historien om, hvordan VM havnede i Qatar. Alle afsnit vises også på DR1. 
 Se også: Streaming-kalenderen: Nyt på DRTV i november
VM som lyd
Samtlige VM-kampe kan også høres i DR LYD, og de sene eftermiddags- og aftenkampe bliver sendt i VM på P4. 
Vært på radio er Frederik Lindved, som kommenterer Danmarks kampe. 
DR og TV 2 deler Danmarks kampe
| DR1 og DRTV viser Danmarks første kamp mod Tunesien den 22. november. 
TV 2 og TV 2 Play har kampen mod Frankrig den 26. november. 
Danmarks tredje kamp mod Australien viser DR den 30. november.
Hvis Danmark går videre til ottendedelsfinalen fra gruppespillet, viser TV 2 kampen. 
De efterfølgende danske kampe går derefter på skift mellem DR og TV 2.
TV 2 viser VMs første kamp den 21. november mellem Senegal og Holland. | 
 Flatpanels