Microsoft udruller en ny Xbox-hjemmeskærm i 2023 og et smugkig afslører selskabets intentioner om at sætte "anbefalet", trending og sponsoreret indhold i fokus.
- "Team Xbox er altid på udkig efter måder til at forbedre din spiloplevelse og give spillerne, hvad de vil have – spil. Vi har fokus på at gøre det hurtigere og nemmere at spille de spil, du elsker, og finde dit næste yndlingsspil," sagde Ivy Krislov, Senior Product Manager Lead, Xbox Experiences. "Vi ved, at Xbox-dashboardet er det sted, hvor vores spillere bruger meget af deres tid, og det er et område, der er meget personligt."
Microsoft har givet et smugkig på denne nye "mere personaliserede hjemmeskærmsoplevelse", der vil blive testet hos udvalgte betatester på 'alpha spring-ahead'-ringen i de kommende måneder.
Microsoft opfriskede senest brugerfladen på Xbox i midten af 2020.

Smugkig på den nye Xbox hjemmeskærm der kommer i 2023. Foto: Microsoft
Fuld af reklamer
Som mange forbrugere nok efterhånden har luret, så er "personaliseret" branchelingo for reklamer. Den nye hjemmeskærm sætter "anbefalinger" (reklamer) i fokus, samtidig med, at der fremhæves populære spil fra Xbox Game Pass. Der kommer sågar et sponsoreret felt nær toppen.
Længere nede får man "kuraterede kategorier" fra Xbox samt flere personlige "anbefalinger".
Den gode nyhed er, at Microsoft melder sig klar til at reagere på, hvad brugerne mener om ændringerne.
- "Med dit input ser vi frem til at lancere denne nye, bedre Home-oplevelse i 2023. Del venligst din feedback og vær tålmodig, mens vi tilføjer, fjerner og ændrer funktioner for at optimere oplevelsen," sagde Ivy Krislov.
Omvendt får man lettere adgang til sin spilsamtlig og indstillinger med dedikerede felter på hjemmeskærmen. En ny 'Jump back in'-række gør det nemt og hurtigt at hoppe ind i spil, som man aktuelt spiller.
Kommende Xbox redesign – fremhævede ændringer
Med Microsofts egne ord (oversat):
Den nye "Jump back in"-række giver dig hurtig adgang til dine senest spillede spil og apps.
Få nem adgang til vigtige systemapps som Indstillinger, Butik, Søg og Mine spil og apps med deres egne dedikerede fliser på Xbox Home.
Konsekvent design og visuelle identifikatorer med opdaterede layouts for at holde oplevelsen genkendelig.
Når du ruller ned, vil du se udvalgte kategorier og anbefalinger, der er skræddersyet til dine spilpræferencer. |
Flatpanels