Næste fase af streamingudviklingen er i fuld gang. Den drives af de tjenester, der er gratis og reklamefinansiereret. Amazons FreeVee er ved at ekspandere.
De gratis, reklamefinansierede tjenester er også kendt som FAST (Free Ad-Supported Streaming Television). Èn af dem er til dels TV 2 Play.
- "Vi kender mest Pluto TV i Danmark, som jeg synes er kommet pænt fra start bedømt på udbud og funktionalitet," sagde tv-ekspert Keld Reinicke forleden til hele tv-branchen på CPH TV Festival.

Amazon FreeVee som den ser ud I USA. Foto: Amazon
FreeVee som konkurrent til Pluto TV
Pluto TV, der kom til landet i maj, får snart mere konkurrence, også her i landet. Næste skud på stammen er Amazon FreeVee, som Keld Reinicke anbefaler, man holder godt øje med.
- "Jeg tror, at FreeVee bliver næste FAST streamingaktør, som vil markere sig i Danmark," spåede han.
Amazon introducerede IMDb TV i Storbritannien, efter at have etableret det i USA, men valgte at relancere tjenesten som FreeVee. Amazon FreeVee er en reklamefinansieret, gratis streamingtjeneste, der tilbyder hundredvis af tv-serier og film uden krav om abonnement.
FreeVee har også over 60 kanaler, der er dedikeret til populære serier, og streamer episoder live. FreeVee er aktuelt kun tilgængelig i USA og Storbritannien. Den ventes at komme til Tyskland snart.
- "Man skal huske, at der stadig er store penge i tv-reklamer, men de mange millioner glider langsomt væk fra flow-tv kanalerne til andre digitale udbydere. Dernæst er realiteten jo også, at der set med forbrugerøjne er plads i markedet til gratis streaming med reklamer," minder Reinicke om.
Reklamer på eksisterende tjenester
Dernæst afventer Keld Reinicke, at de bebudede reklamefinansierede tjenester fra Disney+ og Netflix gør deres entré i nær fremtid.
- "Jeg mener, at Netflix og Microsoft i kombination er en stærk cocktail, for Microsoft råder over nye selskaber, der er på forkant af ”addressable” reklame-teknologien (databeriget reklameindkøb på tværs af kanaler)," lød det fra Keld Reinicke.
Læs også: Disney+ hæver prisen når ny reklamepakke lanceres
Amerikanske Hulu, der ligger i samme kategori, kommer ikke til Danmark som selvstænding brand, idet den er del af Disney+, vurderer Keld Reinicke.