Du kan nu prøve Apples kommende systemsoftware på Apple TV og HomePod. Her er en hurtig guide til at få den offentlige beta af tvOS 16 op at køre.
tvOS 16 byder på nyheder såsom krydsintegration med iOS og watchOS apps, udvidet multi-bruger support, Matter-understøttelse samt udvidet spilcontroller support (bl.a. Nintendo Joy-Cons) til Apple TV. Flere detaljer kan findes i vores artikel om tvOS 16 her.
Det vides endnu ikke, hvad tvOS 16 bringer til HomePod mini. Rygtet vil vide, at dansk sprog testes.

tvOS 16's standard videoafspiller understøtter nu også justering af afspilningshastighed
Matter er den nye tilslutningsstandard til det smarte hjem, men den ser ikke ud til at være aktiv i nuværende beta. Det er muligt, at den dukker op i senere beta-udgaver, som installeres også automatisk på din enhed efter du har tilmeldt dig betaprogrammet.
Den offentlige beta er gratis, men vær opmærksom på, at du ikke kan nedgradere efter installation. Flatpanels er ikke stødt på problemer i tvOS 16 på Apple TV 4K 2021.
Den færdige udgave af tvOS 16 udkommer til efteråret.
Sådan installeres tvOS 16 på Apple TV
Følg instruktionerne nedenfor for at installere tvOS 16 på Apple TV HD og Apple TV 4K:
Tilmeld dig Apple gratis public beta program her.
Gå til Indstillinger -> Brugere og konti. Under 'Apple ID' skal du under en af mulighederne (iCloud, iTunes og App Store, eller Game Center) være logget ind med samme Apple ID, som du brugte til at registrere dig til Apple Beta Software Program
Gå til Indstillinger -> System -> Softwareopdateringer og aktivér 'Få betaopdateringer'
Gå til Indstillinger -> System -> Softwareopdateringer og opdater softwaren |
Sådan installeres tvOS 16 på HomePod
Din iPhone eller iPad skal køre iOS eller iPadOS 16 for at installere tvOS 16 public beta på HomePod. Den originale HomePod er ikke understøttet.
Fra din iPhone eller iPad gå til Hjem appen -> Hjem indstillinger -> Softwareopdatering -> HomePod betaopdateringer og tilmeld dig public beta programmet på den HomePod mini, du ønsker skal have tvOS 16
Din HomePod mini vil automatisk installere beta-softwaren, såfremt du har automatisk opdateringer slået til. Alternativt kan du gå til Hjem appen -> Hjem indstillinger -> Softwareopdatering, hvor tvOS 16 opdateringen nu bør fremgå |
Flatpanels