Med ambitioner om 40.000 live-kampe årligt, dokumentarer, replays og andet indhold har FIFA lanceret FIFA+. Deres første TV-app lander på Hisense TV forud for VM 2022.
FIFA+ blev søsat i april 2022 som en gratis, reklamefinansieret streamingtjeneste, der tilbyder lokale og internationale fodboldkampe, såfremt rettighederne ikke er bundet op eksklusivt til tv-kanaler. Superligaen er f.eks. tilgængelig i flere lande, men ikke når man tilgår FIFA+ fra dansk IP-adresse.
Der er desuden dokumentarfilm, serier, talkshows, kort og fuld-længde replays samt originalproduktioner om fodboldikoner og kultur.

FIFA+. Screenshot: Flatpanels
App til Hisense TV
Efter lanceringen i april på mobile platforme udvider FIFA+ nu med TV-app. I første omgang til Hisense Smart TV med Vidaa-platform, altså de modeller som sælges i Danmark. Hisense er sponsor for VM 2022 i Qatar.
- "Dette er et vigtigt skridt for FIFA+ og vi er glade for at samarbejde med Hisense, mens vi udvikler platformen. Innovation er et centralt fokus for FIFA og derfor er Hisenses VIDAA-baserede TV et naturligt hjem for FIFA+ appen. Fodboldfans med tilsluttede enheder vil snart kunne opleve vores omfattende indholdssamling direkte på deres Hisense TV," sagde Charlotte Burr, FIFAs Director of Strategy.
Hisense vil desuden stå i spidsen for et dagligt tv-program, der sendes hver dag under VM 2022. Det vil være at finde i FIFA+ appen.
Der er ikke kommet meldinger om apps til andre TV-platforme såsom Apple tvOS, Android TV, Tizen og webOS.
Hisense TV med Vidaa
Flatpanels