Den danske Pluto TV introduktion i maj drives af to nyskabelser: Pluto TV universet rummer både mange flow-tv kanaler og et on-demand univers. Og det lanceres i tæt alliance med nordisk tv-gigant.
Paramounts Pluto TV går i luften i Norden den 18. maj med 70 tv-kanaler, der er gratis, uden password og som kan ses på alle devices.

Jesper Dahl. Foto: Paramount
- "Det er lidt ligesom den tv-pakke, vi kender – bare gratis," lød det fra scenen, da Pluto TVs nord- og centraleuropæiske chef, Jesper Dahl, forleden præsenterede konceptet på Copenhagen FutureTV konferencen.
Grundlæggende er Pluto TV en temmelig fyldig tv-pakke med live tv-kanaler, som man kender fra den gamle tv-pakke. Denne tv-pakke skal blot streames via internettet og apps, og benyttes uden at logge ind.
Læs også: Nu reagerer YouSee på Pluto TVs entré i Danmark
Garage i Los Angeles
Pluto TV blev opfundet i en garage i Los Angeles i 2014. I 2018 blev konceptet købt af Viacom.
I dag findes Pluto TV i 26 lande og havde ved udgangen af 2021 64 mio. aktive brugere om måneden. Pluto TV forventes at omsætte for én mia. dollars i reklameindtægter i 2021.
Nye elementer i dansk lancering
Den aktuelle nordiske entré er båret af to nyskabelser: Pluto TV universet vil rumme både mange flow-tv kanaler og et on-demand univers. Dernæst er der indgået en alliance med den nordiske tv-gigant NENT, der står for annoncesalg og sikrer en lokal tilstedeværelse med TV3s danske programlager.
70 tv-kanaler er en solid tv-pakke. En del er dem bliver en nyskabelse, en række temakanaler baseret på eksisterende TV3-programmer, hvor flere har ligget på den gratis Viafree, der således udfases i maj.
Der kommer en 24-timers Luksusfælden-kanal, en Paradise Hotel-kanal eller en 24 timers Familien på Bryggen-kanal. Det gælder også børnetilbuddet – f.eks. en 24-timers Svampebob-kanal.
Jesper Dahl delte ikke alle detaljer på FutureTV. Der var ingen konkrete titler, men spillefilm bliver også til rådighed, ligesom der er en nyhedssektion med flere live nyhedsprogrammer, inklusive CBS News, der er del af familien.
Nok er Pluto TV en ny udgave af den gamle tv-pakke, men der ligger også en on-demand sektion med 5000 forskellige programepisoder, primært fra Viafree porteføljen.
Pluto TV har også ambitioner om sportrettigheder, men de offentliggøres tættere på lanceringen.

Pluto TV byder på både live-tv og arkiv. Det danske kanaludvalg er ikke afsløret endnu.
Danskerne ikke skræmt af reklamer
Der har lydt en rutinemæssig skepsis fra eksperter over, at Pluto TV er reklamefinansieret. Med breaks. Ikke desto mindre kan en betydelig del af befolkningen godt se ideen, viser ny analyse fra analyseinstituttet Wilke, som blev præsenteret på FutureTV.
24% af de adspurgte er interesseret i streaming til en lav abonnementspris med reklamer. Blandt dem under 40 år er det 33%. Hele 50% viser interesse, hvis tjenesten er helt gratis med reklamer.
- "Der tegner sig et dansk potentiale for FAST (Free Ad-supported Streaming TV), som ikke koster ret meget – mod reklamevisninger," vurderede Business Development Director Daniel Ebert Pedersen, Wilke.
Læs også: Ekspert tvivler på reklame-finansieret Pluto TV
Reklameafviklingen bliver, som man kender fra andre tv-kanaler.
- "Reklamerne ligger mellem programmer og 2-4 min. blokke i programmerne," sagde Jesper Dahl. Den praktiske håndtering af reklameafviklingen blev ikke uddybet.
Ambitioner som aggregator
Jesper Dahl forestiller sig, at Pluto TV udvikler sig til en stor aggregator rolle – også i Norden. Alle kanaler er velkommen til at henvende sig.
- "I USA er der indhold på Pluto TV fra næsten alle de store udbydere. Vi forudser det samme i Norden, men ikke fra den 18. maj," sagde Jesper Dahl.
Pluto TV har lige nu kun otte ansatte i Norden. Jesper Dahl lover, at Pluto TV lanceres i Danmark med et brag af en reklamekampagne fra den 18. maj.