Det bliver muligt at samle endnu flere kanaler og streamingtjenester hos YouSee, når tv-distributøren i morgen lancerer Bland Selv med 46 point.
10 ekstra point
YouSee Bland Selv bygger ovenpå grundpakken med enten 10, 20 eller 36 point, som kan veksles til kanaler (1 point) eller streamingtjenester (mellem 2 og 10 point per tjeneste).
En ny pakke giver 10 yderligere point, så man i alt kan blande for 46 point. Det skriver Recordere.dk baseret på en orienteringsmail udsendt af selskabet.
- "I vores Bland Selv-univers kan beboerne selv blande deres tv- og streamingpakke, og nu giver vi muligheden for at bruge endnu flere point," skriver YouSee i en orienterings-mail. "En pakke, som er perfekt til dem, der gerne vil have flere streamingtjenester."
Opdateret: Prisen på pakken med 46 point er 100 kroner højere end pakken med 36 point til 669 kr/md. Dvs. 769 kr/md.
I første omgang er det kun kunder, som er koblet direkte til YouSee, der kan købe adgang. Kunder der aftager tv-signal igennem en forening får adgang senere.
YouSees løsning til at blande tv-kanaler og streamingtjenester blev lanceret i oktober 2013. Pakkeløsningen giver besparelse på visse streamingtjenester ift. at købe i løssalg, men det afhænger af tjenesten og pakken. Visse tjenester kan streames på YouSees tv-boks, mens andre skal streames via apps til Android TV, Apple TV og Smart TV.
YouSee Bland Selv 46 lanceres i morgen den 6. april.

Point-priser for streamingtjenester på YouSee Bland Selv
- Kilde: YouSee via Recordere