Discovery+ sniger sig ind på top-10 listen over de mest benyttede streamingtjenester i Danmark i uge 7, viser Nielsens data fra den anden uge med vinter-OL.
Første gang i top-10
Det er første gang, at Discoverys streamingtjeneste viser sig på den nye liste, der blev introduceret lige efter nytår.
Discovery Networks havde frasolgt de danske flow-tv rettighederne til vinter-OL, men satsede på at streame alle events fra vinter-OL på discovery+. Discovery+ oprettede en vinter-OL pakkeløsning til 129 kroner for én måned.
Det var hele tre streaminguniverser, der indtog en central rolle i OL-dækningen, nemlig DRTV, TV 2 Play og discovery+, der streamede de mange vinter-events.

Seertid på streamingtjenester i Danmark, uge 7, 2022. Kilde: Nielsen
Discovery+ tiltrak sig otte seerminutter i uge 7, hvilket rækker til en ny 10. plads på Nielsens top-10, mens DRTV indtog en andenplads med 75 minutter og TV 2 Play en fjerdeplads med 67 minutter.
Discovery Networks danske kontor har ingen kommentarer til Nielsens data, men discovery+ har globalt set registreret et rekordstort seertal og engagement i vinter OL, oplyser koncernen i en pressemeddelelse. Det globale abonnementssalg i 2022 ligger således 50% over salget efter Pyeong Chang i 2018, oplyses det.
I uge 3 – før OL – indtog DRTV og TV 2 Play de samme placeringer, men med 70 minutter og 64 minutter.
Intet nyt på førstepladsen. I uge syv lå Netflix igen i top med en ugentlig seertid på 103 minutter.
Nye seertal fra Nielsen – streaming
De nye seermålinger fra Nielsen, indført 1. januar, tager højde for danskernes ændrede medievaner, flere skærme, flere indholdstyper, streaming-sening og nye aktører.
Nielsens nye måling benytter et tv- og streamingpanel på 1.750 husstande. Det højeste antal nogensinde.
Nielsen indfører et nyt såkaldt streamingmeter, som måler videoseningen på alle enheder (smartphones, tablet, computer, chromecast og alle andre devices) i husstanden.
Amerikanske Nielsen har erfaring med tv-, streaming og radio målinger i en række globale markeder. Nielsen har målt nationale seertal i USA siden 1950'erne.
Der rapporteres på in-home (i hjemmet) sening per streaming-tjeneste. Listen er ekskl. sening på social video platforme/medier |
Flatpanels