Danske biografer er for tredje gang blevet beordret lukket, foreløbigt i fire uger. Det rammer store film, som skulle have trukket seere i de mørke sale i særligt juleperioden.
Opdateret 21.12.2021: HBO Danmark oplyser, at The Matrix 4: Resurrections stadig står til at få premiere på HBO Max i Danmark 45 dage efter den oprindeligt planlagte biografpremiere d. 22. december.
Tredje nedlukning
Spider-Man 3: No Way Home nåede kun lige at få biografpremiere d. 16. december, mens The Matrix 4: Resurrections, som var sat til d. 22. december, må udsættes.
Det står klart efter regeringen i går præsenterede Epidemikommissionens anbefalinger, som efterfølgende er blevet hastevedtaget af et stort flertal i Folketinget.
- "Jeg er fuldt ud bevidst om, hvor meget kulturlivet har været igennem under corona. Det gør derfor ondt, at vores kulturliv kan se frem til omfattende restriktioner igen. Kulturlivet lever af at samle os, men i øjeblikket er vi nødt til at holde afstand. Vi står over for en ny coronavariant med voldsomt højere smitterisiko end tidligere varianter. Især er der risiko for superspreder-begivenheder. I regeringen har vi derfor fulgt anbefalingen fra Epidemikommissionen om at lukke ned for steder og begivenheder, hvor mange samles. Det har vi fået opbakning til fra et bredt flertal i Folketinget. Det er afgørende, at kulturlivet nu får hjælp. Derfor ser jeg frem til sammen med Folketingets partier at aftale, hvordan vi får kulturlivet økonomisk igennem den næste tid," siger Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Det er tredje gang, at danske biografer sammen med andre kulturinsitutioner må lukke dørene. Det skete første gang i foråret 2020 og igen i december 2020, hvor nedlukningen varede helt frem til maj 2021.
- "Det bliver hårdt for biograferne, det er der ingen tvivl om. Der sidder biografejere derude, som virkelig havde set frem til, at julen skulle være med til at sikre, at året trods alt endte på et lille plus. De er meget pressede, fordi de allerede har haft lukket ned i to omgange," siger Lars Werge, direktør for brancheforeningen Danske Biografer, til B.T.

Spider-Man 3: No Way Home nåede kun lige at få dansk biografpremiere før nedlukningen
Rykkes film til streaming?
Også film som Syng 2, Hvidstengruppen II, Kingsman 3: The King's Man, Den magiske månerejse og Pig skal have nye premieredatoer i biografen, mens The Tragedy of Macbeth når at udspille sin rolle i danske biografer før den får streamingpremiere på Apple TV+.
Netop streamingpremierer kan igen blive et tema under tredje nedlukning af danske biografer. Umiddelbart før nedlukningen blev meldt ud, valgte Paramount at rykke animationsfilmen Rumble til Paramount+ (premiere d. 21. december), men der er endnu ikke klarhed over, hvad nedlukningen ellers får af betydning.
The Matrix 4: Resurrections er sat til premiere på HBO Max 45 dage efter den danske biografpremiere, altså i starten af februar.
Danske biografer skal holde lukket fra søndag d. 19. december i foreløbigt fire uger, altså frem til 16. januar 2022 som minimum.
Kulturministeriet: Fakta om restriktioner
Følgende gælder på kultur- og idrætsområdet:
Følgende lokaler og lokaliteter skal holdes lukket for offentligheden:
- Lokaler og lokaliteter, hvor der afholdes koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende.
- Lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, herunder spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse og lignende.
- Zoologiske anlæg, akvarier og lignende.
- Folkehøjskoler, aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitet.
- Lokaler og lokaliteter, hvor der afvikles idrætsaktiviteter med betalende tilskuere eller tilskuere, som tilbydes billetter gratis, som sædvanligvis ville blive ud-budt til salg. |
Flatpanels - Kilde: Regeringen, Kulturministeriet, B.T.