LG forsøger at tage TV-lyd et skridt videre i 2022 med en 9.1.5-kanals soundbar kaldet S95QR. Det er den første soundbar, som gør brug af en loftvendt center-højttaler.
LGs mest avancerede soundbar
På CES 2022 løfter LG sløret for et fuldt program af soundbarer, anført af S95QR som praler med 810W output og 9.1.5-kanaler til omsluttende surround-lyd. Det er et løft fra 7.1.4-kanaler på dette års SP11RG, som kun lige er landet i Danmark.
- "Med fem loftvendte kanaler inklusive verdens første loftvendte centerhøjttaler – tre på soundbaren og to i de separate baghøjttalere – forbedres klarheden, samtidig med, at lydbilledet forstørres for den ultimative realisme. LG soundbarens midterste højttaler giver klarere dialog og gør Dolby Atmos- og DTS:X-indhold endnu mere fordybende, og det er det perfekte valg for filmelskeren, der ønsker at løfte hjemmebiografoplevelsen. Og med IMAX Enhanced kan brugere nyde fantastisk tredimensionel lyd, når de ser kompatibelt indhold," lyder det fra selskabet.
LG forklarer, at S95QR har lydforbedringer på drivere og kammer samt en større subwoofer. Et par opgraderede baghøjttalere med seks kanaler (fire front/side, to loft-vendte) bidrager til at skabe det mere omsluttende lydbillede i stuen med film, serier og spil.

LGs 9.1.5-kanals S95QR soundbar
Kræver indhold i Dolby Atmos eller DTS:X
For at få fuldt udbytte af soundbaren kræves indhold i Dolby Atmos eller DTS:X fra en TV-skærm med indbygget support for disse formater, en Blu-ray-afspiller, en spilkonsol som Xbox Series eller en medieafspiller som Apple TV 4K.
Læs også: Guide: Dolby Atmos i hjemmet
For at tilpasse lydbilledet til stuen har S95QR indbygget rumkalibrering.
Samsung og andre aktører har endnu til gode at præsentere planer for 2022, men tidligere på året gik Samsung ud med en 11.1.4-kanals soundbar. Sony har for nylig lanceret sin 7.1.2-kanals HT-A700 soundbar, som vi har testet her.
LG tilføjer, at SP95QR kan lade VRR (Variable Refresh Rate) og ALLM (Auto Low Latency Mode) passere igennem HDMI. Den kan imidlertid ikke lade 4K120 HDR passere, hvilket antyder, at portene er standard HDMI 2.0 – selvom producenter nu alligevel kan hævde HDMI 2.1. Brugere bør derfor overveje at bruge HDMI eARC i stedet.
Soundbaren kan styres vha. en TV-fjernbetjening, Amazon Alexa og Google Assistant. Der understøttes tabsfri multikanals lyd til musik, men det kræver køb af LG's 'Wowcast' WiFi USB-dongle. Der er mulighed for at opmikse musik i 2 kanaler til virtuel 7.1 ved at skifte til Music Mode, der anvender Meridian Audios Horizon-teknologi.
Pris og lanceringsdato udmeldes senere.