Sonos åbner i dag for DTS Digital Surround på udvalgte soundbarer og lydprodukter. Der er også et par andre nyheder i dagens opdatering.
DTS-lyd på Sonos
Sonos har traditionelt kun understøttet Dolbys lydformater. Det ændres der på i dag, når DTS Digital Surround tilføjes vha. software-opdatering.
DTS Digital Surround er det mest basale DTS-lydformat til surround sound – hvad der svarer til Dolby Digital. En del filmskiver har DTS-lyd, men formatet bruges ikke rigtig på streaming. Sonos har ikke kommenteret på planer om at understøtte de mere avancerede DTS-formater såsom DTS-HD og DTS:X.

Sonos PLaybar fra 2013 er en af de produkter, som får DTS-support
DTS Digital Surround understøttes på Sonos Arc, Beam (begge generationer), Playbar, Playbase og Amp på S2-platformen. Når indhold afspilles i DTS-lyd, så vil det fremgå som ikon på 'Afspiller'-skærmen i Sonos appen.
Selskabet oplyser, at opdateringen udrulles fra i dag. Den indeholder også nedenstående funktioner. Du kan finde priser på Sonos' produkter her.
Sonos-opdatering: Andre nyheder
Batteribesparelse på Roam og Move: Når denne indstilling er slået til i Sonos app’en, vil de transportable højttalere automatisk slukke helt efter 30 minutter uden brug. I slukket tilstand vil Move kunne holde batteri i op til 30 dage og Roam i helt op til 70 dage. Når batterispare-funktionen er slået til, vil man skulle tænde Move og Roam på den fysiske knap, før man afspiller musik.
EQ på Afspiller-skærmen: iOS-brugere kan nu justere på equalizer-funktionerne Afspiller-skærmen i app’en. For at få adgang til EQ-indstillingerne skal man blot røre volume-linjen og trykke på indstiller i højre side. Android-support kommer i løbet af de næste måneder.
Amazon Music Ultra HD og Dolby Atmos Music er også på trapperne.
|
Flatpanels