Disney+ udvider med IMAX Enhanced i denne uge. I første omgang kommer 13 Marvel-film, heriblandt Shang-Chi, i IMAX-format. DTS-lyd er også på vej til Disney+.
Opdateret 12.11.2021: De ligger klar til streaming nu i Danmark. De afspilles i IMAX Enhanced-format med Dolby Vision HDR og Dolby Atmos-lyd. 'Shang-Chi' følger senere i dag.
Opdateret 8.11.2021: Opdateret med officiel information fra Disney, IMAX og Xperi (DTS) samt FAQ fra Disney.
IMAX Enhanced billedformat
Den 12. november (Disney+ Day) lægges 13 Marvel-film (se tabellen nederst) op på Disney+ i udvidet IMAX-billedformat (1.90:1), hvilket giver et billede, der er op til 26% højere end regulært bredformat.
- "Disney, Marvel Studios og IMAX har samarbejdet i årevis for at bringe verdens mest populære film til det store lærred, og på fredag begynder vi at bringe IMAX-teknologi til abonnenter med IMAX Enhanced visning i Disney+ appen," sagde Michael Paull, President hos Disney+ og ESPN+. "Vi er glade for at skabe ny værdi for Marvel-fans og publikum på Disney+, og vi ser frem til at tilbyde endnu mere IMAX Enhanced-funktionalitet i fremtiden."
Avengers: Endgame og Avengers: Infinity War er optaget fra start til slut i IMAX-format, mens de resterende Marvel-film har sekvenser, der er optaget i IMAX. De scener, som ikke er optaget i IMAX, vil blive vist i normalt bredformat med sorte bjælker i top og bund. Hvis du har set dem i biografen, så har du måske allerede oplevet den større IMAX-præsentation (billedet kan være endnu højere i biografen).

- "I mere end et årti har IMAX hjulpet filmskabere med at tage fans på tværs af Marvel Cinematic Universe i biograferne, og nu krydser den episke rejse ind i en ny verden: hjemmet," sagde Rich Gelfond, CEO hos IMAX. "IMAX, Disney og Marvel Studios giver fansene, hvad de ønsker: Den mest fordybende seeroplevelse gennem hele forløbet af en Marvel Studios-film, fra eksklusiv biografudgivelse til biblioteket derhjemme, hvor de nu kan se Avengers samles med større billede end nogensinde før."
Det fremgår ikke, hvilket HDR-format IMAX-versionen vil blive præsenteret i, men det er formentlig HDR10. Opdatering: Det er Dolby Vision.
De 13 Marvel-film vil automatisk blive afspillet i IMAX-udgaven. Dette er en ny mulighed ud over 4K Dolby Vision og Dolby Atmos, som forbliver standard for premium-streaming (i normalt bredformat) af andre film og serier på Disney+. Man kan også manuelt vælge imellem versionerne fra filmsidens 'Versioner'-fane.

Du vil kunne vælge mellem versionerne på filmsiden
DTS-lyd på Disney+
Som del af samarbejdet får Disney+ også DTS-lyd på et ikke nærmere angivet tidspunkt i fremtiden. Det lyder som om, at vi skal forvente streamingvarianten (komprimeret lyd) af DTS:X, men det fremgår ikke klart af dagens udmeldinger.
- "DTS er stolte af at være en integreret del af IMAX Enhanced, og vi ser frem til at åbne for mere spændende teknologi for Disney+ abonnenter i fremtiden, hvilket vil omfatte fordybende IMAX-signaturlyd fra DTS," sagde Jon Kirchner, CEO hos Xperi.
Læs også: Disney+ med nyt introduktionstilbud til 19 kroner
Det bekræftes, at "alle enheder, der understøtter Disney+, understøtter det udvidede IMAX-billedformat". For at få fuldt udbytte af de nye og kommende IMAX Enhanced-funktioner på Disney+, kræves der dog sandsynligvis en IMAX Enhanced-certificeret TV-skærm samt et kompatibelt lydsystem. Sony og TCL er de første TV-mærker, der skilter med IMAX Enhanced. Sony tilbyder IMAX-film på egen Bravia Core streamingtjeneste, men Disney+ er den første store streamingtjeneste, som omfavner initiativet.
IMAX Enhanced-funktionerne lander på Disney+ Day den 12. november. Som del af fremstødet kan nye og tilbagevendende kunder få adgang til Disney+ i en måned for 19 kroner
Marvel-film i IMAX Enhanced på Disney+
- Ant-Man and the Wasp
- Avengers: Infinity War
- Avengers: Endgame
- Black Panther
- Black Widow
- Captain America: Civil War
- Captain Marvel
- Doctor Strange
- Guardians of the Galaxy 1 & 2
- Iron Man
- Thor Ragnarok
- Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
YouTubes videoafspiller kan ikke fremvises pga. dine valg i cookie-boksen. |
FAQ: IMAX Enhanced på Disney+
Med Disneys egne ord:
Hvad er det udvidede IMAX-billedformat?
IMAX Enhanced-indhold på Disney+ har et udvidet billedformat på 1,90:1. Dette adskiller sig fra de fleste film, hvor billedet ser bredt ud, men ikke udfylder skærmens fulde højde.
Det udvidede IMAX-billedformat giver dig mulighed for at se op til 26 % mere af det originale billede og få den fulde oplevelse af filmen fra dit eget hjem eller på farten. Nogle film har kun udvalgte sekvenser filmet i det udvidede IMAX-billedformat.
Skal jeg bruge specielt udstyr til at streame i det udvidede IMAX-billedformat?
Nix! Alle enheder, der understøtter Disney+, understøtter det udvidede IMAX-billedformat.
Hvordan kan jeg finde film, der er tilgængelige i det udvidede IMAX-billedformat?
Skriv "IMAX" i søgefeltet, eller brug IMAX Enhanced-filteret på siden med film for at se alle film, der er tilgængelige i det udvidede IMAX-billedformat.
Udvalgte film har også en fane for Versioner, hvor du har adgang til både IMAX Enhanced- og Widescreen-versionerne.
Bemærk: Nogle film har kun udvalgte sekvenser filmet i det udvidede IMAX-billedformat. Læs beskrivelsen på fanen Versioner for at se, om det udvidede billedformat er tilgængeligt under hele filmen.
Hvordan streamer jeg udvalgte film i det udvidede IMAX-billedformat?
Alle abonnenter på Disney+ kan opleve udvalgte Marvel Cinematic Universe-film i det udvidede IMAX-billedformat på enhver understøttet enhed.
Disse film afspilles automatisk i det udvidede IMAX-billedformat under hele filmen (hvis det er tilgængeligt) eller under de udvalgte sekvenser, der er filmet i eller formateret til IMAX, men standardversionerne i Widescreen vil stadig være tilgængelige fra fanen Versioner. |
Flatpanels - Kilde: Disney, IMAX, Xperi, Engadget