Firmwaren, som åbner for Dolby Vision i 4K 120Hz, er landet på LG CX og GX OLED TV fra 2020-generationen. Det kan løfte spilniveauet med Xbox Series X.
Spil i 4K120 Dolby Vision
LG åbnede for nylig for, at 2021 OLED-modeller (C1 og G1) kan fremvise spil i op til 4K 120Hz med Dolby Vision HDR.
Fra denne uge kan ejere af LG 2020 OLED TV (CX, GX og WX modeller) også nyde godt af Dolby Vision i 120Hz – op fra maksimalt 60Hz hidtil. Firmware 04.30.10 udrulles verden over trinvist frem til slutningen af oktober, bekræfter LG overfor Flatpanels.
Hvis du ikke ser firmwaren fra TV'ets indbyggede opdateringsmenu, så kan du fremskynde processen ved at hente den manuelt og installere vha. USB-nøgle. Firmware ligger klar på LG Danmarks supportside her.

Ori and the Will of the Wisps ser fantastisk ud i 4K Dolby Vision og 120fps
Ikke mange spil endnu
Xbox Series X blev i september den første spilkonsol med spil i Dolby Vision HDR-format. Det virker i op til 4K-opløsning med 120 billeder per sekund. LG er den første TV-producent, som kan fremvise Dolby Vision-indhold i over 60Hz.
Læs også: Ingen 120Hz Dolby Vision gaming på Xbox? LG, Sony & Panasonic svarer
På nuværende tidspunkt kan kun en håndfuld Xbox-spil afvikles i 120 billeder per sekund, men Dolby Vision (og HDR10) på LG 2020 OLED TV virker også med VRR (og FreeSync). Det betyder, at billedfrekvensen hele tiden synkroniseres (i spændet 40-120Hz) mellem konsol og skærm, hvilket reducerer forsinkelse og gør spiloplevelsen mere flydende.
En anden ændring i firmware 04.30.10 er, at VRR-tælleren for HDMI 2.1 input nu viser den korrekte billedfrekvens i infoboksen, som kan frembringes ved at trykke adskillige gange på den grønne knap på fjernbetjening.
LG siger, at man stadig "undersøger" muligheden for at supportere Dolby Vision i 120Hz på andre modeller, herunder 2019 OLED-modeller som C9.
LG 2020 OLED TV der får 4K 120Hz DV med firmware 04.30.10
Flatpanels