Tv- og streamingtjenesten YouTv udvider med nabolandskanaler fra Sverige, Norge og Tyskland, som vil kunne tilvælges til 0 point. Der er også en pulje nye betalingskanaler.
Nabolands-tv på YouTv
YouTv leverer tv-kanaler og arkivindhold vha. streaming til apps, modsat YouSees traditionalle kabel-tv-signal. Det giver fleksibilitet til at sammensætte og se tv-indhold på en anden måde.
Tv-pakker hos YouTv giver et fast antal point, som kan veksles til tv-kanaler (1 point) eller streamingtjenester (2-7 point). De 8 nye nabolandskanaler kan dog tilvælges uden at bruge point.
- "Vi ønsker at gøre så meget indhold som muligt tilgængeligt for vores kunder, og vi er utrolig glade for, at vi nu kan tilbyde dem nabolandskanalerne til 0 point og altså som en del af deres abonnement. Nøgleordet er valgfrihed; man kan vælge lige præcis de kanaler, man gerne vil se, og man kan nemt vælge kanalerne fra igen, hvis ens behov ændrer sig," siger Henrik Harder, direktør i YouTv.
Nabolandskanaler på YouTv. Foto: YouTv
Der er tale om nabolandskanalerne SVT1, SVT2, TV4, NRK1, ZDF, ARD, RTL og NDR.
Derudover tilføjes 6 tv-kanaler som betalingskanaler: Al Jazeera English, Bloomberg, CNBC, Euronews, Mezzo og MTV Hits.
De 14 nye kanaler vil kunne tilvælges fra i dag den 1. september.
Med udvidelsen tilbyder YouTv over 50 forskellige tv-kanaler og 10 streamingtjenester. Prisen på en tv-pakke starter på 199 kr/md.
Fakta om YouTv
YouTv tilbyder fleksible streamingabonnementer, hvor brugerne kan vælge mellem mere end 50 tv-kanaler og 10 streamingtjenester.
Man kan vælge abonnementer på 3, 10, 20 eller 30 point. Alle tv-kanaler koster 1 point, med undtagelse af de otte nye nabolandskanaler, som kunder får adgang til som en del af abonnementet (0 point). Streamingtjenester koster fra 2-7 point.
- 3 point koster 199 kr. per måned.
- 10 point koster 299 kr. per måned.
- 20 point koster 399 kr. per måned.
- 30 point koster 499 kr. per måned.
Alle abonnementer giver desuden adgang til DRTV og Paramount+.
Al kommunikation, betaling og support foregår digitalt.
Brugerne får adgang til indholdet i YouTv app’en med det samme, de tilmelder sig på hjemmesiden, og der er ikke oprettelsesgebyr eller bindingsperiode. |
Flatpanels