LG starter i denne uge udrulning af en opdatering, der åbner for Dolby Vision i 4K 120Hz på 2021 OLED TV. Opdateringen kommer senere til 2020 OLED og muligvis flere modeller.
Opdateret 29.6.2021: LG bekræftede i dag yderligere modeller "such as OLED Z1 series, QNED Mini LED QNED99 series and NanoCell NANO99 series TVs will also receive the update in July. Additional 2021 and 2020 TV models are also being tested for Dolby Vision gaming in either 60Hz or 120Hz."
Dolby Vision til spilbrug
Som lovet udvider LG understøttelsen af Dolby Vision i sine OLED TV. Det sker som forberedelse til lanceringen af Dolby Vision-spil på Xbox.
LG Korea oplyser overfor Flatpanels, at man fra i dag onsdag den 23. juni starter trinvis udrulning af firmware version 3.15.27 til C1 og G1 OLED-modellerne fra 2021. Opdateringen vil gøre skærmene i stand til at modtage og arbejde med Dolby Vision-signaler i op til 4K 120Hz.
Firmwaren åbner også for nye farvevalg (lilla, orange, grøn) i Game Optimizer-menuen, en ny Game Dashboard-menu i bunden af skærmen, hastighedsoptimeringer til webOS 6.0 samt nye Galleri-funktioner. Ejere af C1 og G1 vil heller ikke længere skulle vælge imellem af have AMD FreeSync og Dolby Vision aktiveret. Med opdateringen bliver det muligt at have begge systemer aktiveret på samme tid.
Selskabet tilføjer, at man inden længe – forhåbentligt indenfor en måned – gør lignende firmware tilgængelig til visse andre 2021-modeller. Vi har endnu ikke en fuld liste med modelnumre. Kunder skal kontakte LG, såfremt de vil have fingrene i beta-firmwaren forud for den offentlige lancering.

Ejere af LG 2021 og 2020 OLED TV får inden længe grønne hak over hele linjen
Kommer senere til 2020 OLED TV
LG Korea bekræfter samtidig, at OLED-modeller fra 2020 ligeledes bliver i stand til at håndtere spil i Dolby Vision 4K 120Hz. Firmwaren, som stadig testes internt, kommer i første omgang til CX og GX.
- "The Dolby Vision firmware update is coming to multiple 2020 models, starting with the CX and GX," siger en repræsentant fra LG til Flatpanels.
Opdateringen til 2020-modellerne indeholder ikke de andre funktioner (Game Optimizer, Game Dashboard).
Selskabet forventer at have beta-firmware klar til 2020-modellerne før spil i Dolby Vision-format gøres tilgængelige på Xbox. Microsoft har ikke annonceret en nærmere dato for lanceringen af Dolby Vision-spil.
Afslutningsvis sagde LG, at man "kigger på" muligheden for at supportere Dolby Vision ved 4K 120Hz på 2019-modeller såsom C9.
Hvad med andre TV-mærker som Sony og Panasonic? Du kan se deres udmeldinger her.
LG TV med bekræftet Dolby Vision 4K120 support
Flatpanels