Det globale salg af forbundne TV-enheder (Smart TV, streamere og konsoller) nåede ny rekord i 4. kvartal 2020, ifølge en rapport fra Strategy Analytics. Amazon har taget føringen.
Et spirende marked
Der blev verden over solgt 109,1 mio. forbundne TV-enheder i 4. kvartal 2020, og 305,3 mio. enheder (stigning på 7,6% år-over-år) for helåret 2020. Det viser tal fra analysefirmaet Strategy Analytics.
- "Det globale salg af forbundne TV-enheder steg til en ny rekord i 4. kvartal 2020 og nåede 109,1 millioner enheder," skriver Strategy Analytics. "Amazon blev markedsleder for første gang med et salg på 13,2 millioner enheder og en markedsandel på 12,1%. Samsung gled ned på andenpladsen, mens Sony forblev nummer tre efter lanceringen af sin nye PS5-spilkonsol."

Amazon har, ifølge rapporten, lagt sig i spidsen målt på salg, båret frem af blandt andet FireTV Stick 4K, som blev den bedst sælgende streamingenhed i 2020. Amazon sælger endnu ikke sine FireTV-produkter i Norden.
Læs også: Amazon Video optrapper i Danmark
- "Amazon har haft stor succes med sin FireTV Stick 4K, som blev verdens bedst sælgende digitale mediestreamerenhed i 2020. Markedet er dog stadig fragmenteret, og der er stadig lang vej at gå i kampen om at opbygge TV-streamingplatforme i global skala i 2020'erne," siger Edouard Bouffenie, Senior Analyst, Strategy Analytics.
Yderligere vækst i 2021
Ifølge rapporten så halter Apple og Google bagefter på salg af egne enheder, men det skal bemærkes, at TV-skærme fra Sony, TCL, Xiaomi og andre er bygget på Googles Android TV-platform.
På tilsvarende vis anvendes Rokus platform i TV-skærme fra TCL i USA, mens Amazons FireTV giver liv til skærme fra mindre mærker. Strategy Analytics har ikke frigivet tal for markedsandele mellem TV-platforme.
Der blev i 2020 solgt 186 mio. Smart TV og 81 mio. mediestreamere. Analyseselskabet forventer yderligere vækst i 2021 i takt med, at flere seere søger mod streamingtjenester. I 2021 forventes Apple at lancere opgraderet Apple TV hardware mens Google vil starte bredere udrulning af Google TV sammen med partnere som Sony og TCL.
- Kilde: Strategy Analytics