Den aktuelle coronavirus-situation betyder, at danske forhandlere i udpræget grad vil gøre Black Friday til en onlinebegivenhed. Det viser en undersøgelse fra Kantar.
Black Friday online
En undersøgelse fra Kantar/Sifa, bestilt af Pricerunner, viser, at 42% af butikkerne vil gøre Black Friday til et online-udsalg. 21% vil satse på en kombination, 5% vil satse kun på fysiske butikker og resten pusler fortsat med planerne.
- "Black Friday 2020 bliver et digitalt udsalg, hvor størstedelen af tilbuddene kommer til at være i onlinebutikkerne. Restriktioner og opfordringen til social distancering betyder, at butikkerne forbereder et digitalt og Corona-sikkert udsalg. Det betyder langt flere tilbud online og færre af de såkaldte kø tilbud i de fysiske butikker," siger Martin Andersen, direktør hos Pricerunner, i en kommentar til undersøgelsen.
Black Friday 2020 bliver i høj grad et online-koncept. Kilde: Kantar/Pricerunner
Ikke desto mindre forventer omtrent halvdelen af butikkerne samme omsætning som i 2019, mens omtrent 40% forventer øget omsætning. Nogle forhandlere vil udvide Black Friday til 'Black Week', men cirka halvdelen forventer at isolere det til dagen. Pricerunner har i forbindelse med undersøgelsen lavet en opgørelse over online-forhandlere på Black Friday.
Hos Coop har man bl.a. helt droppet udsalg i de fysiske butikker. Andre større kæder vil over de kommende uger melde ud om deres konkrete planer.
Siden coronavirus i foråret fik fat i Danmark, er salget af TV-skærme steget markant, lyder det anekdotisk fra flere danske forhandlere som Flatpanels har talt med. En lignende tendens så vi under finanskrisen i 2008 og 2009. Når danskerne bliver hjemme, investeres der ekstra i bl.a. hjemmets elektronik og digital underholdning.
Flatpanels vil igen i år lave en komplet oversigt over de bedste Black Friday-tilbud på TV-skærme og andet elektronik, med udgangspunkt i Tilbudsjagten-konceptet (se hvordan listen så ud sidste år her). Når dagen nærmer sig, byder Flatpanels desuden ind med råd til køb mv.
- Kilde: Kantar, Pricerunner