Boxer lancerer to nye kombi-pakker, hvori der indgår tv-kanaler, streamingtjenester og bredbånd. Den store pakke omfatter sport.
Boxer Streaming
De to nye produkter hedder Boxer Streaming og Boxer Streaming med Sport. Det er et krav, at man køber bredbånd, men styrken består, ifølge selskabet, i at man samler sin løsning hos én leverandør.
- "Vi tror på, at mange danskere gerne vil have hjælp til at vælge de bedste streamingtjenester. Samtidig ved vi, at mange danskere ikke vil sige farvel til de bedste tv-kanaler og den traditionelle zappe-oplevelse. De to behov kombinerer vi i vores nye produkt," siger Erik Andersen, direktør i Boxer under Norlys.
Med Boxer Streaming til 249 kr/md. (plus 239 kr/md. for bredbånd) får man adgang til streamingtjenesterne TV 2 Play (Favorit med reklamer), Dplay (Underholdning) og Viaplay (Film & Serier) samt traditionelle tv-kanaler fra DR, TV 2, Discovery og NENT i Boxer Play app'en. Der indgår 15 kanaler.
I sportspakken til 549 kr/md. (plus 239 kr/md. for bredbånd) får man adgang til "alle relevante sportsrettigheder", lyder det. Det omfatter konkret Viaplay Sport, Dplay Sport, TV 2 Play med sport samt tilsvarende sportskanaler i Boxer Play app'en. Der indgår 24 kanaler.
Boxer Play findes til Apple TV, Chromecast, browser, mobil-Android og iOS.

Samler betaling, men ikke indhold
Lanceringen af Boxer Streaming kommer kort forinden YouSees lancering af streaming-produktet YouTv. En afgørende forskel på de to løsninger bliver, at YouSee ikke tilbyder indhold fra Discovery efter bruddet i starten af året.
En anden forskel bliver, at Boxer ikke forsøger at samle indhold fra streamingtjenester i egen app, modsat YouSee, der integrerer indhold i så vidt muligt omgang. Boxer overlader opgaven til aktørernes respektive apps. Det vil konkret sige, at man skal åbne Viaplay, Dplay og TV 2 Play apps udenom Boxer.
For Boxers vedkommende skal man derfor beslutte, hvilken TV-platform, der skal samle indholdet. Apple TV (tvOS), Android TV eller Smart TV? På selvsamme TV-platforme kan man få adgang til eksempelvis hele DR-universet uden merbetaling via DRTV app'en. Man kan vælge fra et stort omfang tjenester og henholdsvis tilmelde og opsige tjenester løbende.
Er danskerne klar til at binde sig 6 måneder og have 30 dages opsigelse for at være bundet til Boxers på forhånd fastsatte pulje af streamingtjenester og kanaler? Tiden vil vise, om det nye produkt kan gøre sig gældende i et marked, hvor danskerne i stigende grad flygter fra de dyre tv-pakker.
Boxer Streaming tilbydes nu på boxer.dk.
Boxer Streaming
Selskabets egen beregning af besparelser:
 |