Xiaomi har præsenteret sit første OLED TV. Det 65-tommer store 'Mi TV Lux' byder på HDMI 2.1 porte, VRR, multi-HDR support samt 9 højttalere. Det lanceres til at starte med i Kina.
Xiaomis første OLED TV
I slutningen af 2019 kom det frem, at både Huawei og Xiaomi ville lancere OLED TV i løbet af 2020. Huawei annoncerede et OLED TV med egetudviklet HarmonyOS i april og nu har Xiaomi ligeledes løftet sløret for sit 65-tommer 'Mi TV Lux' TV.
Xiaomi kalder det sit første ultra high-end TV og lægger vægt på, at OLED-teknologien har muliggjort lysstyring på pixel-niveau, perfekt sort samt ægte 10-bit farver kalibreret til dE 1.5.
- "As Xiaomi’s first ultra high-end TV, Mi TV Lux 65″ OLED features the latest OLED technology. With 8.29 million individually controlled sub-pixels, the device offers ultra high contrast and produces perfect blacks, emitting close to 0-nit in dark scenes. These ensure an outstanding dark room performance and a stunning viewing experience with exceptional dark details," lød det fra selskabet. "The true 10-bit color OLED panel can accurately reproduce a wide range of 1.07 billion different colors. With a Delta E as low as 1.5, Mi TV Lux 65″ OLED delivers accurate colors and brings out true-to-life color pictures."

Selskabet fremhæver, at TV'et desuden er en habil skærm til konsolspil pga. indbygget Auto Low Latency Mode (ALLM), Variable Refresh Rate (VRR) fra 40Hz til 120Hz, samt HDMI 2.1 output. Til lyden findes HDMI eARC.
Læs også: Oversigt: 4K TV og 8K TV med HDMI 2.1
Ligesom flere af de asiatiske konkurrenter hævder Xiaomi at TV'et tager "AI" - kunstig intelligens - i brug til billedanalyse via en MPU9650 processor. Flatpanels har undersøgt flere af disse systemer og fundet alle påstande om AI overdrivelser, som dækker over en smule mere dynamisk video-opskalering.
TV'et kan ydermere håndtere alle fire, populære HDR-videoformater; HDR10, HDR10+, HLG og Dolby Vision.

9 højttalere til Dolby Atmos
De 9 højttalere i TV'et yder samlet 65W og dækker blandt andet over to loft-vendte enheder, der skal simulere loftlyd i Dolby Atmos. En 20W subwoofer tager sig af de dybere toner.
Det er et avanceret TV, som på flere områder matcher LGs OLED TV med HDMI 2.1, bortset fra LGs bredere VRR-support til FreeSync og G-Sync. Sony, Philips og Panasonic har stadig til gode at lancere OLED TV med HDMI 2.1 porte.
TV'et fra Xiaomi kører en modificeret version af mobil-Android, hvilket er en populær løsning i Kina, hvorimod Google i Europa og USA opfordrer partnere til at anvende Android TV-styresystemet, som er optimeret til TV-skærmen.
Xiaomis 65-tommer Mi TV Lux er netop lanceret i Kina for 13000 RMB (omtrent 12.300 kroner). Selskabet har ikke kommenteret på planerne for internationale markeder.
- Kilde: Xiaomi