Næste version af tvOS til Apple TV får udvidet multi-bruger support, der virker i Apple Arcade. Picture-in-Picture, HomeKit og AirPlay 2 udbygges også.
Opdateret 23.6.2020: Artiklen er opdateret på baggrund af flere nyheder, som ikke blev nævnt under præsentationen. Bl.a. YouTube i 4K, Audio Sharing til to AirPods, AirPlay i PiP, valg af temaer til screensavere, support af keyboard og mus, support af haptisk feedback og lys i spil-controllere.
tvOS 14 til Apple TV
Apple har i dag på sin udviklerkonference WWDC præsenteret næste version af tvOS, som er styresystemet i Apple TV. Version 14 af tvOS byder primært på udvidelser af eksisterende funktioner, men også nogle nyheder, der kan vise sig nyttige senere hen.
Med tvOS 14 udvides multi-bruger support til at omfatte spiltjenesten Arcade, så hver bruger på Apple TV kan fortsætte spillet, hvorfra man slap. På spilfronten udvides support af spil-controllere desuden til Xbox Elite 2 og Xbox adaptive controllere. Der åbnes desuden for haptisk feedback og lys i spil-controllere samt input via touchpad, tastatur og mus.
Læs også: Apple TV's vej mod at blive en rigtig spilkonsol

Apple lagde ved præsentationen vægt på 'Home' i bredere forstand, herunder HomeKit, som er selskabets platform for det forbundne hjem. Det vil bl.a. blive muligt at tilgå sine HomeKit-scener fra kontrolcentret på Apple TV, så du f.eks. kan dæmpe lyset, samt vise hoveddørens kamera som picture-in-picture (billede-i-billede) på Apple TV.
Der åbnes for 4K-streaming via YouTube efter en lang periode med kamp om video-formater. De nærmere detaljer står endnu ikke klart (heller ikke om det omfatter HDR) og funktionaliteten findes endnu ikke i første beta. Vi jagter detaljer.

Netop picture-in-picture udvides på tværs af Apple TV, lød budskabet. Der blev fremvist et eksempel, hvor nyhederne kørte i et lille billede mens man kørte sit ugentlige træningsprogram på skærmen via Apple TV.
Rygtet vil vide, at det bliver muligt at tilslutte trådløse AirPlay-højttalere som permanente højttalere til Apple TV. Det blev ikke omtalt på WWDC, men det er muligt, at selskabet gemmer nyheder til senere på året, hvor ny hardware lanceres. Det blev nævnt, at AirPlay får support af 4K-opløsning, når der sendes optaget video fra en iOS-enhed. AirPlay fra iPhone/iPad/Mac kan desuden vises i picture-in-picture på Apple TV.

Apple planlægger en desuden opdatering til AirPods Pro, så de klarer Dolby Atmos, 7.1 og 5.1 surround til filmlyd. De nærmere detaljer blev ikke omtalt, men der blev ved præsentationen fremvist en illustration med en TV-skærm. Hvad angår AirPods så får Apple TV support af 'Audio Sharing', hvilket betyder, at TV-lyden kan sendes til to AirPods samtidig.
En anden nyhed er muligheden for at tilvælge og fravælge temaer til screensavere. Der er på nuværende tidspunkt fire temaer.

Selskabet tilføjede afslutningsvis, at Apple TV app'en lanceres på TV fra Sony og Vizio senere på året. Den findes allerede til Apple TV samt nyere LG og Samsung TV.
Tidligere opdateringer af tvOS har bl.a. tilføjet spiltjenesten Apple Arcade, multi-bruger funktion, AirPlay 2, Dolby Atmos support, match-funktioner, understøttelse af PlayStation- og Xbox-controllere, Apple TV app og mørkt tema.
De store nyheder udeblev fra tvOS 14 og der blev heller ikke præsenteret en ny Apple TV-boks på WWDC 2020. Selskabet har typisk et årligt hardware-event i efteråret.
Apple frigiver tvOS 14 til efteråret.