Kinesiske TCL og japanske JOLED går sammen om at "starte fælles udvikling af store OLEDs til TV". Skærmene skal printes med RGB-pixels.
Printede OLED TV
JOLED (eller Japan OLED) har siden 2015 forsket i print-produktion af store OLED-skærme. I dag leverer selskabet OLED-paneler til håndholdte enheder og PC-monitorer.
JOLED har efter en periode med økonomiske udfordringer været på udkig efter kapital. I dag annoncerer selskabet, at der skaffes investeringskapitel på 20 mia. yen gennem en investering fra CSOT, som er TCL's datterselskab for skærmproduktion. TCL CSOT vil få en 10,76% ejerandel i JOLED.

JOLEDs 21.6" printede OLED-skærm
Som del af aftalen vil de to selskaber danne en alliance med henblik på at udvikle OLED TV. JOLED oplyser, at det skal baseres på produktionsteknologi, hvor OLED-skærme printes. Print-metoden kan potentielt nedbringe omkostninger og løfte billedkvalitet.
- "JOLED will bring its proprietary printed OLED manufacturing technology and will start joint-development of large-sized OLEDs for TV application together with TCL CSOT," lød det i en pressemeddelelse.
I modsætning til LG Displays OLED TV-panel, der anvendes i alle OLED TV på markedet, så er JOLEDs panel baseret på RGB (rød, grøn, blå) pixels. Brugen af rene grundfarver uden filtrering kan udvide farverum og farvevolumen, så skærmen kan gengive mere naturtro farver.
Selskaberne kommenterer ikke på tidshorisonten.
Kinesiske TCL forsøger i disse år at få fodfæste udenfor hjemlandet ved at sælge TV-skærme baseret på LCD-teknologi. Selskabets seneste LCD TV bruger miniLED (mindre lysdioder) i bagbelysningen. Selskabet forsker desiden i en hybrid OLED/QLED-teknologi, som de kalder 'H-QLED'.