Apple imødekommer folk fanget i hjemmet ved at sænke købsprisen til 49 kroner på flere succesfilm, herunder Interstellar, Spider-man: Homecoming, Green Book og Dunkirk. Næste skridt bliver aktuelle biograffilm til streaming
Film med rabat
Der meldes om kraftig stigende efterspørgsel på leje- og købefilm i denne ekstraordinære periode. Viaplays filmbutik, hvor man kan leje film enkeltvis, oplevede f.eks. i sidste weekend en stigning på 64% ift. forrige weekend.
Nu imødekommer Apple filmglade danskere fanget i stuerne ved at reducere købsprisen på en række succesfilm. Apple TV app'en (tidl. iTunes) findes til Apple TV-boksen samt nyere TV fra LG og Samsung. Her tilbydes leje- og købefilm i op til 4K Dolby Vision-billedkvalitet og Dolby Atmos-lydkvalitet.
Store titler såsom Interstellar, Spider-man: Homecoming, Dunkirk, Mad Max: Fury Road, Life, Schindler's List, Green Book, Pulp Fiction, The Prestige, Batman Returns og A Clockwork Orange kan købes nu til 49 kroner. Flere af disse titler kan streames i 4K Dolby Vision-kvalitet og nogle af dem har Dolby Atmos-lydspor.
Se også: Liste: Film i 4K HDR & Dolby Atmos på Apple TV (iTunes)
49 kroner er under halv pris ift. hvad flere af titlerne normalt koster at købe, og en fjerde- eller femtedel lavere end udgaven på UHD Blu-ray.
Andre film som Inception, The Wizard of Oz (remastered) og Man of Steel er blevet sat ned til 59 kroner i købspris.
I skrivende stund er konkurrerende filmbutikker som Blockbuster og Google Play Film ikke fulgt efter. Blockbuster tilbyder dog en pulje danske købefilm til 49 kroner, herunder Dronningen, Journal 64, Klovn Forever og Flaskepost fra P.

Snart biograffilm til streaming
Næste tiltag fra filmbranchen i denne periode med coronavirus, hvor biografer har været nødsaget til at aflyse alle forestillinger, bliver at frigive aktuelle biograffilm til streaming.
Universal har meddelt, at det gælder The Invisible Man, The Hunt og Emma samt senere Trolls World Tour (Trolls på verdensturné). Warner Bros har sagt, at det gælder Birds of Prey.
Mediet Filmz.dk erfarer, at Universals titler potentielt kan lande allerede i morgen fredag - senest mandag. Lejeprisen bliver angiveligt 189 kroner. Andre danske filmdistributører overvejer angiveligt at følge i Universals fodspor.
Nordisk Film siger til mediet Finans.dk, at det er "relativt sandsynligt", at biografaktuelle film som Fremad (Onward), Krudttønden og Bombshell ligeledes frigives til streaming.
- Kilde: Apple, Finans.dk, Filmz.dk