Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSamsung afslører første 2020 4K TV - Q60T med 'Dual LED' - FlatpanelsDK

Samsung afslører første 2020 4K TV - Q60T med 'Dual LED'

30 Jan 2020 | Rasmus Larsen |

Samsung præsenterede tidligere på måneden sit nye 8K-flagskib samt eksisterende design-TV. Selskabet har nu løftet sløret for årets første 4K LCD TV, Q60T.

Samsung 2020 4K TV

Samsungs modelprogram for 2020 vil blive betegnet 'T' og der lanceres nye 4K-modeller kaldet Q95T, Q90T, Q80T, Q70T og Q60T. Det synes ved første øjekast at være direkte arvtagere til sidste års Q90R, Q80R, Q70R og Q60R modeller, men det er værd at holde for øje, at Q9xT vil være mere sammenlignelig med sidste års Q80R. Samsung rykker hver modelserie i 2020-programmet et trin op og reserverer sin mest avancerede LED-teknologi med zone-styring til 8K TV (Q800T og Q950T). Den første nye 4K-model er nu præsenteret. Det er Q60T, som erstatter sidste års RU8-serie som et 4K TV i mellemklassen. Det er også et af Samsungs første TV med 'Dual LED', hvor der bruges to rækker af lysdioder med hhv. varm og kold farvetemperatur, hvilket ifølge Samsung kan forbedre kontrast og farver. Det skal ikke forveksles med zone-styret LED, som er reserveret til de dyrere modeller.

Samsung Q60T 2020 QLED LCD TV

Samsung TV-funktioner i 2020

Præsentationen af Q60T giver os samtidig et vink om, hvad Samsung TV byder på i 2020. Fremtoningen er ikke markant anderledes end sidste års modeller. Selskabets Tizen-platform får nu indbygget understøttelse (eksterne enheder kræves ike længere) af Google Assistant og Amazon Alexa, foruden Bixby. Ingen af de tre systemer taler dog dansk på TV. Den seneste udgave af Tizen indeholder desuden en udvidet billede-i-billede (picture-in-picture) funktion, som du kan læse mere om i vores artikel med første indtryk af 2020 TV. Samsung har ikke planer om at opdatere tidligere års TV med seneste version af Tizen. Det sydkoreanske selskab ser fortsat bort fra Dolby Atmos og Dolby Vision, men LCD-panelet i Q60T kan heller ikke fremvise HDR. Med LCD TV kræves som minimum en form for zone-styret LED for at præsentere den større lysdynamik i HDR. Q60T vil blive tilgængelig i op til 85 tommer, men det er ikke bekræftet om det største format kommer til Europa. Den bliver en del af "QLED"-serien som indikerer, at quantum dots tages i brug bag LCD-panelet for at udvide farverummet. I praksis er det dog kun HDR-video, som har udvidet farverum, så fordelene er til at overse i forhold til konkurrerende LCD TV i mellemklassen.

Samsung Q60T 2020 QLED LCD TV

På CES bekræftede Samsung kun HDMI 2.1 for sine 8K TV. De nye lydfunktioner, som blev præsenteret på CES 2020, vil ikke være at finde i Q60T. 'Q Symphony', som gør det muligt at bruge TV'ets højttalere i samspil med en tilsluttet soundbar (fra Samsung) vil findes i Q80T og opefter, mens 'Object Tracking Sound' (OTS) vil være understøttet i 8K-modellerne (Q800T og Q950T). Dato og priser kendes endnu ikke, men Samsungs TV plejer at lande mellem marts og maj. Yderligere detaljer om modelprogrammet for 2020 annonceres inden længe.

Samsung Q60T - fremhævede specifikationer

4K LCD-panel Op til 85 tommer Dual LED (kant LED) og quantum dot-film Tizen Smart TV Understøttelse af Bixby, Google Assistant og Amazon Alexa Samsung OneRemote WiFi (ac) og Bluetooth (4.2)
- Kilde: Samsung

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

LGs 2024 OLED TV nu i handlen i Danmark

14 Jun 2024 |

Hisense tilslutter sig igen 8K-alliancen

14 Jun 2024 |

Der hamstres storskærme før en stor sportssommer

13 Jun 2024 |

Første 8K 3D-kamera til Apples Immersive Video-format afsløret

13 Jun 2024 |

Streamingtjenesten Max har nu tv-kanaler inkl. Kanal 5

12 Jun 2024 |

Ingen danske biografer kan vise 'Inderst inde 2' som Pixar ønsker

12 Jun 2024 |