Kinesiske Skyworth annoncerede på CES 2020, at de starter global ekspansion ved at lancere første 8K TV samt wallpaper OLED, der starter på 3600 dollars. Det er billigere end LGs version.
Vil være global TV-producent
Skyworth er ikke et helt ubeskrevet blad i dansk kontekst. Via en distributør kom Skyworth til Danmark i 2016, men blev senere droppet da distributøren blev opkøbt af en kinesiske konkurrent.
På CES 2020 skød Skyworth en global ekspansion i gang. Om det bringer skærmene tilbage på de danske hylder, er for tidligt at sige, men ekspansionen dækker bl.a. USA.
- "Skyworth aims to become the brand that leads the consumer electronics market of the future, offering 8K TVs and flagship-level OLED TVs, among other differentiated products, that meet the demands of the growing middle class," sagde Tony Wang, President, Skyworth TV.

To TV-produkter skal til at starte med lanceres i USA og globalt.
Et af dem er Skyworths wallpaper OLED, som vil blive lanceret i 65 og 77-tommer som W81 og W81 Pro. Skyworth siger, at W er en forkortelse for "wonder", men valget af betegnelse er formentlig motiveret af LGs W-serie. Den gode nyhed er, at Skyworth med sit 4,6 mm tynde wallpaper OLED TV underbyder LG. I USA skal W81 starte på 3600 dollars, hvilket svarer til ca. 24.000 danske kroner før afgifter mv. Til sammenligning koster LGs seneste W9-model knap 40.000 kroner.
Hidtil har kun LG solgt de særlige wallpaper OLED TV i Europa og USA. Skyworths model har ligedes 4K-opløsning, Dolby Vision og Dolby Atmos.

OLED-panelet kommer fra LG Display, men Skyworth hævder at være den første "kinesiske producent af OLED basic modules (OBM)", hvilket måske forklarer, hvorfor de kan følge i fodsporene på LG før andre producenter kan det. I Kina sælger Skyworth allerede OLED TV, herunder wallpaper-modeller.
Den kinesiske producent melder desuden sit første 8K TV på vej. Det skal hedde Q91 og være baseret på et IPS LCD-panel. I 75-tommer format får det i USA en pris på 6000 dollars.