tvOS/iOS 13.2 har AirPlay 2 support i HomeKit, nye AirPlay TV-funktioner
Apples kommende tvOS 13.2 og iOS 13.2 opdateringer byder på 'Brug automatisk AirPlay til TV', 'Overfør til HomePod' samt support af AirPlay 2-enheder i HomeKit-scener og automatisering.Automatisk AirPlay til TV
Apple introducerer i nærmeste fremtid nye AirPlay-funktioner, som skal gøre det nemmere at sende video fra iPhone eller iPad til Apple TV eller AirPlay-kompatible TV fra LG, Sony, Samsung og Vizio. En ny funktion kaldet 'Brug automatisk AirPlay til TV' gør iPhone/iPad i stand til at "finde og automatisk oprette forbindelse til ofte brugte AirPlay-fjernsyn i nærheden, når der afspilles indhold i apps, du regelmæssigt bruger med AirPlay". Indstillingen kan sættes til automatisk, spørg og aldrig.
Selskabet tilføjer, at når Siri anbefaler en film eller tv-serie på låseskærmen, så vil man fremover kunne starte afspilning på Apple TV eller et kompatibelt TV med et enkelt tryk. Vi regner med at se masser af "anbefalinger" af Apple TV+ indhold i nærmeste fremtid. Herudover tilføjes en 'Overfør til HomePod'-funktion, som gør, at man kan "holde iPhone tæt på HomePod for at overføre det der afspilles". De nye funktioner findes under 'AirPlay & Handoff' i den generelle indstillingsmenu på iOS.
AirPlay 2 support i HomeKit
En potentielt interessant udvikling er understøttelse af AirPlay 2-enheder, herunder kompatible TV, højttalere og Apple TV, i HomeKit-scener og automatisering. Support var med i iOS 13 betaer, men blev trukket før offentlig frigivelse. Mulighederne er aktive igen i iOS 13.2 og tvOS 13.2. Med HomeKit-automatisering kan man opsætte AirPlay 2-enheder såsom Apple TV eller højttalere til automatisk at stoppe afspilning, når nogen eller alle forlader hjemmet. Eller sætte lys og musik til at starte på et specifikt klokkeslæt eller når man går ind i et specifikt rum. Herudover kan AirPlay-enheder automatiseres til at gøre noget, når en HomeKit-kompatibel sensor registrerer noget. Det er dog endnu ikke muligt at bruge AirPlay-enheden som trigger, der aktiverer noget andet. For at bruge AirPlay 2-enheder i HomeKit skal man have en HomeKit-hub såsom Apple TV eller HomePod. Den sidstnævnte er endnu ikke blevet opdateret, så i vores opsætning sender Apple TV musik til AirPlay 2-højttalere uden at tænde det forbundne TV. Med HomeKit-scener kan man skabe eksempelvis en scene kaldet 'Relax', som dæmper lyset, ruller gardinerne ned og starter afspilning af klassisk musik på AirPlay 2-enheder, når man trykker på Relax-knappen (se eksempel ovenfor). På nuværende tidspunkt er kun lyd/musik understøttet, men det er nemt at se, hvordan Apple kan udvide understøttelse til video, så en bruger f.eks. kan starte afspilning af video fra Apple TV+, Netflix eller en anden tjeneste automatisk (HomeKit-automatisering), ved tryk på en knap (scene) eller med stemmekommando til Siri. Eller automatisk tænde TV og tune ind på en sportsudsendelse, når den starter. Læs også: Oversigt: TV med AirPlay 2, HomeKit og Apple TV app Samsung 2018 og 2019 TV understøtter kun AirPlay 2, mens udvalgte TV fra LG, Sony (efter opdatering) og Vizio samt Apple TV-boksene understøtter både AirPlay 2 og HomeKit. Apple har endnu ikke bekræftet frigivelsesdatoen for iOS 13.2 og tvOS 13.2, men vi forventer, at de lander i løbet af oktober eller november.