En ny HDMI-boks gør det muligt at bygge en slags hjemmelavet Ambilight-stemningslys ved hjælp af Philips Hue-pærer. Boksen virker dog ikke med videosignaler i HDR.
TV-stemningslys med Philips Hue
Philips er kendt for sit Ambilight, som de har eksklusivt på TV-skærme. Med den nye 'Philips Hue Play HDMI Sync Box' kan man nærme sig samme effekt ved at bruge Philips Hue-pærer og lamper.
HDMI-boksen har fire HDMI-indgange, hvortil man kan tilslutte f.eks. spilkonsoller, afspillere, set-top-bokse og PC'er. Boksen analyserer farvesammesætningen i billedet og kan omsætte dette til farvet lys i op til 10 Philips Hue-enheder i stuen. Signify, der i dag ejer Philips Hue, kalder det "surroundbelysning".

Enheden har dog en afgørende begrænsning, som ejere af et nyere HDR-kompatibelt TV bør være opmærksomme på. Lyseffekterne fungerer ikke, når man lader et videosignal i HDR-format passere i boksen. Det vil påvirke videosignaler fra bl.a. Apple TV 4K, UHD Blu-ray-afspillere og spilkonsoller.
- "The device will pass Dolby Vision/HDR content so you can still watch it, we are just unable to product any light effects from it (today)," oplyser Signify i en mail til Flatpanels.
I den forbindelse kan det påpeges, at nyere Philips TV med Ambilight-funktion kan udvide lyseffekterne til Philips Hue.
Philips Hue Sync app'en til smartphone skal benyttes til at opsætte løsningen. Heri har man tilpasningsmuligheder.
HDMI Sync-boksen fra Philips Hue kan købes fra den 15. oktober i Elgiganten. Den koster 1899 kroner.
