Når Disney+ lanceres i Danmark skal tjenesten koste 59 kroner per måned, ifølge Disneys egen app. Det kan Flatpanels eksklusivt berette. Se også hvilket indhold, der ligger klar i 4K HDR.
Disney+ til 59 kr/md.
Flatpanels har fået adgang til den hollandske prøveperiode på Disney+. Skifter man efterfølgende region til Danmark, så mødes man af nedenstående skærm. Af skærmbilledet fremgår det, at den danske pris på Disney+ står til at blive 59 kr/md.

Den danske pris ligger dermed lidt højere end både den amerikanske og europæiske. Her koster Disney+ hhv. 7 dollars eller 7 Euro per måned.
Til sammenligning koster et standard-abonnement til Netflix 99 kr/md. Apples kommende streamingtjeneste, Apple TV+, skal i Danmark koste 39 kr/md. Disney+ og Apple TV+ vil dog begge byde på mindre omfangsrige indholdskataloger end Netflix.
Bekræftet indhold i 4K HDR
For 59 kr/md. får man adgang til hele Disney+. Det vil sige indhold fra Disney, Pixar, Marvel, Star Wars (Lucasfilm) og National Geographic. Indholdet vil kunne streames i op til 4K Dolby Vision på billedsiden og Dolby Atmos på lydsiden. Den højeste kvalitet koster ikke ekstra.
Se også: Video: Sådan virker Disney+
Indtil videre er følgende titler tilgængelige i 4K Dolby Vision og Dolby Atmos (visse undtagelser):
Avengers: Age of Ultron
Avengers: Infinity War
Star Wars: The Last Jedi
Rogue One: A Star Wars Story
Black Panther
Free Solo (med HDR10 og uden Atmos)
Aladdin (1992)
Captain America: The Winter Soldier
Captain America: Civil War
Captain America: The First Avenger
Ralph Breaks the Internet
Mary Poppins Returns
A Wrinkle in Time
Christopher Robin
Princess Diaries (uden Atmos)
Princess Diaries 2: Royal Engagement (uden Atmos)
Nutcracker and the Four Realms
Andre titler er typisk tilgængelige i 1080p HD-kvalitet med 5.1 surround-lyd.

Det vides endnu ikke, om hele indholdskataloget vil blive tilbudt med danske undertekster. Den hollandske version har dog hollandske undertekster, så det peger i den rigtige retning.
App'en afslører desværre ikke, hvornår Disney+ lanceres i Danmark. Tjenesten går online i USA, Canada og Holland den 12. november og en uge efter i Australien og New Zealand. Flatpanels har publiceret en videogennemgang af Disney+.