Når en ugentlig Superliga-kamp fra den kommende sæson transmitteres i 4K-opløsning kan fodboldfans streame den på Viaplay og se den på Viasat Ultra HD-kanalen.
Superligaen i UHD
NENT, som står bag Viasat, Viaplay og TV3-kanalerne, kunne i sidste måned meddele, at de har forlænget senderettighederne til den danske Superliga frem til 2024. I samme forbindelse fortalte de, at Superligaen for første gang skal transmitteres i UHD.
Det er planen, at en ugentlig kamp skal transmitteres i den højere billedkvalitet. 4K-opløsning vil give seerne mulighed for bedre at følge bolden, spotte rygnumre og opleve de små detaljer i spillets facetter.
Det vil typisk være mandagskampen, som transmitteres i den højere billedkvalitet, oplyser Kim Mikkelsen, Head of Sports hos NENT, overfor Flatpanels. Det kan dog også være andre kampe, afhængigt af ugens program.
Foto: Nordic Entertainment Group
På tv-kanal og Viaplay
Det bekræftes, at kampen vil blive transmitteret på Viasat Ultra HD-kanalen. Herudover vil den kunne streames i 4K på Viaplay. Der tilbydes allerede Formel 1, Champions League, Premier League og Bundesliga i 4K-kvalitet.
For at streame video i 4K-kvalitet fra Viaplay kræves en Apple TV 4K, Chromecast Ultra (indstillet til 50Hz) eller Microsoft Edge-browser på en PC med 7. generations Intel Core-processor. Selskabet oplyser, at det er ambitionen at tilbyde den højere kvalitet på flere enheder.
Viasat Ultra HD-kanalen distribueres hos Stofa, Viasat og Waoo. Det oplyses ikke, om den vil komme i bredere distribution hos andre aktører efter Superligaen lægges i puljen.
Superliga-kampene vil også fremover være fordelt imellem NENT og Discoverys tv-kanaler. Sæson 2019/2020 har opstart på fredag den 12. juli.