Fra kritiker til partner. Spielberg er med til at lave Jurassic World: Camp Cretaceous, der får global premiere på Netflix i 2020. Den er skabt i samarbejde med DreamWorks.
Animeret Jurassic World-serie
Du vil næste år kunne opleve en animeret tv-serie baseret på Jurassic World. Tv-serien beskrives som action-adventure, hvor en gruppe af seks teenagere strander på den anden side af Isla Nublar. Handlingen foregår samtidig med filmen fra 2015.
- "Jurassic World: Camp Cretaceous follows a group of six teenagers chosen for a once-in-a-lifetime experience at a new adventure camp on the opposite side of Isla Nublar. But when dinosaurs wreak havoc across the island, the campers are stranded. Unable to reach the outside world, they’ll need to go from strangers to friends to family if they’re going to survive," skriver Netflix.
Tv-serien er et resultat af en flerårig aftale mellem Netflix og DreamWorks om at producere animationsindhold. Der er imidlertid et ekstra twist på historien denne gang idet Steven Spielberg er en af producenterne på Jurassic World: Camp Cretaceous.
Spielberg: Fra kritiker til partner
Spielberg har tidligere haft riven fremme mod netop Netflix fordi han mener, at selskabet udnytter et smuthul i Oscar-reglerne, som kan kvalificere Netflix's film til Oscar-showet. Et af grundprincipperne i Oscar-showet er, at film er blevet vist i biografen.
Efter årets Oscar-show tog Spielberg sin sag til akademiet, men det hele blev tilsynelade droppet da det amerikanske justistsministerium advarede om, at det kan være i strid med konkurrencelovgivningen, såfremt akademiet, der består af førende Hollywood-studier, udelukker en direkte konkurrent som Netflix.
Nu får en Spielberg-produceret tv-serie så i stedet global premiere på netop Netflix. Det sker godt nok med DreamWorks som mellemmand og der er naturligvis ikke tale om en film, men det sætter en streg under den magt, som Netflix er ved at få opbygget i Hollywood.
Samarbejdet med DreamWorks har allerede kastet bl.a. Guillermo del Toros Tales of Arcadia af sig. Senere i 2019 får bl.a. Archibald’s Next Big Thing samt en animeret tv-serie baseret på Fast & Furious premiere.
Jurassic World: Camp Cretaceous får global premiere på Netflix i 2020.
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.