Rakuten udvider sin filmbutik til 28 nye lande, herunder Danmark. Det er en konkurrent til iTunes, hvor man kan købe og leje film enkeltvis. Rakuten hævder at have det ”største katalog af 4K HDR-film på Smart TV”. Der kommer også Rakuten-knap på fjernbetjeninger.
Rakuten TV i Danmark
Rakuten TV (tidl. Wauki.tv) har slået dørene op i Danmark. Det er en streamingtjeneste til filmelskere, hvor man kan se film, herunder store Hollywood-blockbustere. Tjenesten er således en konkurrent til Blockbuster, Apple iTunes og Google Play Film.
- “This is a major step that our company is undertaking within a plan of expansion which aims at making Rakuten TV the first choice of entertainment for Smart TV owners,” siger Jacinto Roca, direktør for Rakuten TV.
Film kan lejes eller købes. Nye film koster typisk 39 kroner at leje en film og 139 kroner at købe. Ældre film er ofte billigere.

Rakuten tilbyder film i op til 4K HDR-billedkvalitet og i op til Dolby Atmos-lyd. Selskabet hævder at tilbyde det ”største katalog af 4K HDR-film på Smart TV”, men matcher øjensynligt ikke iTunes’ brede katalog. Det er ikke desto mindre en god nyhed for danske filmelskere, som hidtil kun har kunnet streame film i bedste billed- og lydformater via iTunes. Blockbuster, Google Play Film og andre filmbutikker tilbyder ikke 4K HDR i Danmark.
Rakuten oplyser, at 4K kan ses på Samsung Smart TV (Tizen) og LG Smart TV (webOS fra 2016). På Samsung TV får man 5.1 surroundlyd. Dolby Vision og Dolby Atmos er forbeholdt LG TV, siger Rakuten.
Tjenesten kan også ses via Chromecast, PC/Mac (browser) samt iOS og Android smartphones og tablets. I andre regioner har Rakuten apps til Android TV, Panasonic TV, Xbox, Roku og visse andre enheder, men disse apps ser endnu ikke ud til at være udrullet i Danmark og Norden.
Selskabet oplyser desuden overfor Variety, at de håber på at kunne tilbyde det første indhold i 8K-opløsning senere på året.

Rakuten-knap på fjernbetjeninger
Med udvidelsen når Rakuten TV ud i 40 europæiske lande. For at finde fodfæste i de nye regioner har selskabet allieret sig toneangivende tv-producenter som LG, Philips, Samsung og Hisense, der fra i år vil klistre en Rakuten-knap på fjernbetjeningen.
Det giver producenterne en andel af filmsalget, mens forbrugerne får lettere adgang til tjenesten, lyder det. Forbrugere som ikke ønsker at benytte Rakuten må finde sig i endnu mere rod på fjernbetjeningerne, hvorpå bl.a. Google og Netflix allerede har fået sneget dedikerede knapper ind.

- “Having a remote control button directly connecting to the platform aims at empowering users to access the best movies in the best quality just with one click, dramatically increasing our number of users. The collaboration with Premium partners Samsung Electronics, LG, Philips and Hisense is a seal of quality in offering the best service to our users around Europe,” siger Jacinto Roca.
Rakuten TV er nu tilgængelig i Danmark i beta. Du kan snuse til sagerne på rakuten.tv/dk