Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonDanmarks VM-sejr er mest sete tv-begivenhed siden 1992 - FlatpanelsDK

Danmarks VM-sejr er mest sete tv-begivenhed siden 1992

28 Jan 2019 | Rasmus Larsen |

Da Danmark i går kørte Norge over i VM-finalen kiggede 2,7 millioner danskere med hjemmefra. Det gør finalen til den mest sete begivenhed, der er målt på tv siden 1992.

Historisk VM-finale

Den historiske finale, hvor Danmarks herrelandshold i håndbold for første gang kunne løfte guldpokalen, blev set af 2,74 millioner danskere i gennemsnit. Kampen blev sendt på både DR1 og TV 2, men flest valgte at tune ind på DR1.

- ”2.740.000 danskere så i snit VM-finalen og medaljeoverrækkelsen søndag på DR1 eller TV 2. 1.584.000 på DR1 og 1.156.000 på TV 2,” oplyser DR Medieforskning med reference til Gallup-tal.

Det gør finalen til den mest sete begivenhed, der er målt på tv siden 1992.

Til sammenligning blev ottendedelsfinalen i fodbold-VM mod Kroatien sidste år set af knap 2,1 millioner danskere i gennemsnit, ifølge tal fra Gallup.


håndbold Danmark


Men ikke mest sete tv-program

Vi skal tilbage til 2004 for at finde rekordholderen for mest sete tv-program siden 1992. Det var 10. afsnit af Krøniken, som blev set af 2.714.000 seere. Grunden til at 1992 bruges som målestok skyldes, at Gallup dette år introducerede TV-meter; måling af officielle seertal.

Selvom gårsdagens finale havde flere seere end 10. afsnit af Krøniken, så er den teknisk set ikke det mest sete tv-program. Det skyldes, at begivenheden var fordelt på to tv-kanaler.

Det mest sete tv-program i Danmark nogensinde menes at være et afsnit af Matador, som blev genudsendt på DR1 i 1986. Målemetoden var dengang anderledes, men man mener, at 3,6 millioner kiggede med.

DR Medieforskning har ikke frigivet tal for, hvor mange danskere, der kiggede med, da det toppede under gårsdagens VM-finale. Tallet på 2,74 millioner angiver et gennemsnit. De har heller ikke kommenteret på fordelingen imellem tv-kanaler via distributører og streaming. Under fodbold-VM valgte ca. 7% af DR’s seere at streame ottendedelsfinalen direkte via DRTV.

Opdatering d. 29.1.2019: DR Medieforskning oplyser, at for DRs vedkommende foregik ca. 8% via streaming på DRTV (92% via flow-tv). Gallup oplyser, at streaming udgjorde ca. 5% samlet for DR og TV 2. Det tyder således på, at DR har større andel seere, der streamer live-indhold, end TV 2 har.

Godt gået, Danmark!

Top-10: Mest sete tv-programmer i Danmark (siden 1992)

1. Krøniken – afsnit 10 (2004), DR1 – 2.714.000 seere
2. Europæisk Melodi Grand Prix (2001 i København), DR1 – 2.667.000 seere
3. Olsen-Bandens sidste bedrifter (1995), TV 2 – 2.658.000 seere
4. EM: Danmark-Holland, semifinale (1992), TV 2 – 2.657.000 seere
5. EM: Danmark-Tyskland, finale (1992), TV 2 – 2.632.000 seere
6. VM: Danmark-Spanien, kvalifikation (1993), DR1 – 2.547.000 seere
7. Dansk Melodi Grand Prix (1992), DR1 – 2.506.000 seere
8. Pigen og pressefotografen (1992), TV 2 – 2.422.000 seere
9. VM: Danmark-Brasilien, kvartfinale (1998), DR1 – 2.390.000 seere

10. EM: Danmark-Tyskland, gruppekamp (2012), DR1 – 2.378.000 seere
- Kilde: DR Medieforskning, DR (2)

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

LGs 2024 OLED TV nu i handlen i Danmark

14 Jun 2024 |

Hisense tilslutter sig igen 8K-alliancen

14 Jun 2024 |

Der hamstres storskærme før en stor sportssommer

13 Jun 2024 |

Første 8K 3D-kamera til Apples Immersive Video-format afsløret

13 Jun 2024 |

Streamingtjenesten Max har nu tv-kanaler inkl. Kanal 5

12 Jun 2024 |

Ingen danske biografer kan vise 'Inderst inde 2' som Pixar ønsker

12 Jun 2024 |